Ferieglade danskere kan ende i kilometerlange trafikkøer, når folkeskolernes sommerferie starter fredag.

Flensborg. Mange familier sætter sig i bilen og kører sydpå, når årets sidste skoledag i de danske folkeskoler er overstået fredag.

Men rejseglade danskere, som vil bruge den første weekend i skolernes sommerferie til at køre sydpå via den dansk-tyske grænse ved Flensborg, risikerer at havne i trafikkaos på motorvej A7/E45 få kilometer syd for grænsen.

Det skriver Flensborg Avis.

Motorvejsafsnittet mellem Slesvig-Schuby og Slesvig-Jagel spærres i sydgående retning. Det sker fra fredag klokken 17 og indtil søndag aften klokken 21 på grund af asfalteringsarbejde. Det forventes at give trafikale problemer.

I sidste weekend var strækningen spærret allerede fra fredag middag. Det gav bilkøer på over 20 kilometers længde.

- Vi anbefaler, at danske bilister kører langs med vestkysten. Det vil sige via Husum og Heide.

- Derfra kommer de på motorvejen til Hamburg, forklarer Heiko Tessenow, Landesbetrieb Straßenbau und Verkehr til Flensborg Avis.

Den vej er lidt længere, og bilisterne må regne med, at turen til Hamburg kommer til at tage en time eller to mere.

Generelt skal danskerne forvente en større mængde trafik på landets motorveje i den kommende weekend. Især lørdag.

Det siger Aggi Thorarinsson, der er vagthavende i Vejdirektoratets trafikcenter.

- Stort set hele dagen lørdag kan man forvente tæt trafik med risiko for kødannelse. Primært fra øst mod Fyn og Jylland og fra Jylland mod Tyskland, siger han.

Hvis man vil undgå den værste trafik, anbefaler Vejdirektoratet, at man kører enten meget tidligt eller meget sent på dagen.

Strækningen mellem Flensborg og Hamburg er i disse år i forvejen hårdt ramt af vejarbejder og kødannelser.

Det skyldes, at man er i gang med at udvide de sidste 50 kilometer fra Bordesholmer Dreieck til Hamburg til seks spor.

/ritzau/