Menneskets gener og den økonomiske krise kan forklare, hvorfor den svære overvægt nu både rammer højt- og lavtuddannede.
BHer i størrelse 130 F og bukser i size 56 har tidligere været beklædningsgenstande, som primært personer med få års uddannelse har måttet trække i. Svær overvægt har nemlig traditionelt set og bogstaveligt talt vendt den tunge ende nedad.
Men igennem de seneste 25 år har også folk med længere uddannelser lagt sig så meget ud, at de nu tilhører gruppen af svært overvægtige. Det viser et omfattende forskningsprojekt om social ulighed i sundhed, sygelighed og trivsel fra Statens Institut for Folkesundhed, skriver Berlingske.
Ifølge undersøgelsen er alle grupper i samfundet blevet tungere, men især blandt kvinderne er mange med lange uddannelser blevet så tykke, at der ikke længere er forskel på andelen af svært overvægtige blandt højt- og lavtuddannede. Men selv om der på den måde er tale om en udligning af de sociale forskelle, er udviklingen bekymrende, mener Mette Bjerrum Korch, en af forskerne bag undersøgelsen.
- Før var de kortuddannede alene om at være svært overvægtige. Vi har det med at sige, at det er godt, når der er lav social ulighed. Men det, vi ser her, er, at vi har en faldende social ulighed på bekostning af, at alle bliver tykkere. Det er problematisk, siger hun til Berlingske.
Tilbage i 1987 var 10,7 procent af alle kvinder med mindre end ti års uddannelse svært overvægtige, mens det samme kun gjaldt omtrent fire procent af kvinderne med længere uddannelse. I 2010 er det kun kvinder med mere end 15 års uddannelse, der holder sig slankere end de andre grupper. Blandt mænd er der sket en stigning i andelen af svært overvægtige i samtlige grupper. Afstanden mellem folk med korte og længere uddannelser er dog fortsat tydelig.
At fedmen udligner sig på tværs af uddannelsesniveau blandt kvinderne, overrasker Berit Heitmann, professor i ernæringsepidemiologi på Institut for Sygdomsforebyggelse ved SDU.
For det er et kendt sociologisk fænomen, at de veluddannede, højere klasser i et samfund gerne distancerer sig fra masserne.
- Det kan man gøre ved at have dyre biler, store huse og andet, der på anden måde giver status og signalerer, at man er på den grønne gren. Men det kan man også gøre kropsligt. I et uland med underernæring kan man f.eks. signalere højere status ved at være stor og tyk, fortæller hun til Berlingske.
Herhjemme har de højtuddannede hidtil adskilt sig fra de lavere og »tykkere« sociale lag ved at være i form og slanke. Dermed viser man, at man både personligt og økonomisk har overskud til at bekymre sig om sin krop.
- Der er jo nogle afsavn ved at tonse rundt om søerne og være fysisk aktiv og ved at vælge at købe mad, der måske er dyrere. På den måde sker der en polarisering, siger hun.
At de lavtuddannede har tendens til at være overvægtige, kan ifølge Berit Heitmann skyldes, at menneskets gener disponerer til fedme. Ud fra en evolutionær tankegang giver det god mening, for på den måde bliver mennesket polstret til at kunne stå igennem tider med mindre mad.
- For bare 200 år siden var sult noget, men måtte regne med. Vi er kodet genetisk til at lagre noget ekstra energi i kroppen, hvis vi er usikre på, om vi har mad nok i morgen. Men når der så er en overflod af mad, og vi ikke skal bruge ret meget energi på at få fat i den, får generne frit spil, forklarer hun.
Netop den form for usikkerhed kan være en af årsagerne til, at polariseringen tilsyneladende er under opløsning.
- Under en økonomisk krise er der måske en større social usikkerhed, som også rammer de veluddannede. De oplever nu også, at det er sværere at få job, end det har været tidligere, og noget forskning tyder på, at den sociale usikkerhed i sig selv kan være med til at øge fedmeforekomsten. Så hvis man er bange for at miste sit job, eller for den sags skyld har mistet det og ikke ved, hvad man kan få, så kan man blive overvægtig, forklarer Berit Heitmann.
