Selvom den amerikanske pizzakæde Domino's Pizza tidligere på året kunne fremvise sit bedste resultat herhjemme nogensinde, er tre af de danske restauranter netop gået konkurs. To af dem er allerede lukket.

Det skriver Finans.dk.

Af de tre restauranter i henholdsvis Hillerød, Bagsværd og Næstved er de to førstnævnte allerede lukket, mens den sidste skal flytte i nye lokaler.

Restauranterne var ejet af datterselskaber til The Scandinavian Pizza Company, der står bag Domino's Pizza-brandet i Danmark.

I en skriftlig udtalelse til Finans.dk forklarer adm. direktør i The Scandinavian Pizza Company - Carsten Kjems Falk - at kæden har en strategi om at overvåge alle restauranter og om nødvendigt lukke dem, der underpræsterer.

»Vores strategi for underpræsterende butikker er at overvåge både på driftsmæssige og økonomiske resultater, og hvis standarder ikke er opfyldt, bliver de først genoprettet, og hvis der ikke er nogen forbedring, kan de lukke,« lyder det.

Selskaberne bag Domino's-restauranterne i Hillerød, Bagsværd og Næstved havde alle ifølge Finans.dk underskud i det senest offentliggjorte regnskab.

At nogle af restauranterne bliver lukket, betyder dog ikke, at der ikke kommer nye. Ifølge Carsten Kjems Falk er planen fortsat at åbne omkring seks nye butikker om året.

I øjeblikket har Domino's Pizza 29 restauranter i Danmark.