Jamal Soltanizadeh er magtesløs, mens hans anoreksi-ramte datter langsomt sygner hen - uden at han kan stille noget op.
Når hun tager sin store frottékåbe af og afslører knogletynde arme og skeletskuldre, går hendes far væk.
- Det gør så ondt i mit hjerte, når jeg besøger Elham. Jeg kan ikke gøre noget som helst for mit barn, siger Jamal Soltanizadeh.
Elham er 29 år gammel og vejer under 30 kilo. Når hun går, knækker hendes ben nogle gange sammen under hende. Så skynder hendes far sig hen for at støtte hende. Jamal Soltanizadeh sammenligner sin datter med en plante, der langsomt visner og dør. Uden at man ved, hvilken gødning og mængde vand den skal have for at blive reddet.
Klik HER for at se flere billeder af Elham på mobilen
Men han mener også, hun ville være rask nu, hvis hun fra start havde fået en behandling målrettet ofre for spiseforstyrrelser. I stedet er hun indlagt på Psykiatrisk Center i Nordsjælland, som behandler alle psykiske lidelser.
- Det eneste, systemet har gjort, er at få Elham til at tage på i vægt. Ingen har set på de psykiske lidelser, der er skyld i hendes anoreksi, siger Jamal Soltanizadeh.
- De gik ikke nok i dybden med Elhams sygdom. Når hun sagde, hun havde det fint, troede de på hende. Man burde kunne se, at man ikke bare kan hjælpe Elham ved at proppe mad i hende, fortsætter han.
Indvendig smerte
Siden Elham som 13-årig blev syg, har hun rutsjet rundt i systemet og røget ind og ud af hospitaler. Hver gang hun blev udskrevet med en normal vægt, raslede kiloene af hende igen på få måneder.
Alligevel gennemførte hun gymnasiet og blev optaget på jurastudiet i København. Men så knækkede filmen for hende, hun fik et tilbagefald og blev indlagt på en psykiatrisk afdeling i Nordsjælland. Hun har været indlagt lige siden.
- Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke er blevet rask. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg blev syg. Maden og vægten var jo bare et symptom på den smerte, jeg havde indeni, siger Elham.
Og så er anoreksien et udtryk for den ekstreme grad af perfektionisme, hun altid har haft, og som nu plager hende med tvangstanker om systemer, tal og sygdommen OCD, der fjerner hendes lyst til at være til.
- Der har altid været gods og energi i mig, men nu har jeg ingen livslyst tilbage. Det er rigtig mærkeligt. For mennesker har jo altid et eller andet, de synes er dejligt. Her er der slet ikke noget. Så er det meget sværere at kæmpe, fortæller hun.
Svær at behandle
Der findes en privatklinik, Askovhus i København, som behandler ofre for anoreksi. Her bliver patienter hjulpet med måltider og modtager samtidig psykisk behandling. Den løsning kan hjælpe Elham, mener Jamal Soltanizadeh. Han forstår ikke, hvorfor hun ikke kan blive henvist til den klinik.
Hos Psykiatrisk Center Nordsjælland er der tavshedspligt, og klinikchef Eric Schaumburg kan ikke udtale sig om bestemte patienter. Men han siger til BT, at Region Hovedstadens Psykiatri forsøger at lade behandlingen passe til den enkelte patients behov.
- Nogle patienter er imidlertid ramt af flere komplekse lidelser og er så syge, at de er svære at hjælpe med de behandlingsformer, vi normalt har gode erfaringer med. Af og til oplever vi desværre, at vi ikke kommer igennem med behandling til meget syge patienter, uanset at vi har forsøgt gennem mange år og med al mulig eksperthjælp, udtaler han skriftligt til BT.
Overlæge på Rigshospitalets Anoreksiklinik Marianne Hertz forklarer, at sygdommen er så svær at behandle, fordi man ikke ved særlig meget om, hvordan anoreksi opstår.
- Man har en angst eller blokering overfor at spise, som ingen ved, hvor stammer fra. Men et eller andet i ens system er gået i baglås og hænger fast i, at man gerne vil tabe sig. Samtidig med at kroppen skriger efter mad, tør man ikke spise.
Men man kan hjælpe med at gøre det, patienten er bange for: At spise. Ved at hjælpe, støtte og presse patienten til det, fortæller hun.
Som en bil med tre hjul
Jamal Soltanizadeh arbejder som elektroingeniør, og når han kommer hjem til sin kone Mariam, der er uddannet sygeplejerske, er det altid Elham, de snakker om.
- Når jeg er på arbejde, tager jeg en facade på, for dem, jeg er leder for, skal ikke lide under, at jeg er i dårligt humør over min families situation. Men når jeg sidder i min bil og skal køre hjem efter arbejde, tager jeg masken af igen, fortæller han og tilføjer:
- Vores familie er som en bil med fire hjul. Et hjul for mig, min kone, vores søn og Elham. Når Elham har det så skidt, mangler et af hjulene. Og så kan bilen ikke køre.
