Fireball Cinnamon Whisky er blevet trukket tilbage fra hylderne i flere lande og forbrugere advares mod at drikke det. Ved et rutinetjek i Finland er det blevet opdaget, at den canadiske likør indeholder for store mængder af tilsætningsstoffet propylenglycol, der kan være farligt i høje koncentrationer.

- Vi har stoppet salget, fordi vores kollegaer fra Finland i en rutinekontrol har målt for høje niveauer af propylenglycol i forhold til EU-reglerne, siger Ida Thulin, der er pressechef for Systembolaget til den svenske avis Aftonbladet.

Propylenglycol bruges blandt andet i vaskemiddel og bremsevæske til biler, men altså også som tilsætningsstof i fødevarer, hvor det er mærket som E1520.

Mens der i USA må være 5 gram propylenglycol pr. kg i fødevarer, er grænsen noget lavere i EU. Her må der højst være 1 gram pr. kg, og det er denne grænse, som bliver overskredet i kanel-likøren. Derfor har man i Sverige, Norge og Finland valgt ikke længere at sælge produktet.

Dog forventer producenten af Fireball, at produktet snart er tilbage på hylderne i de omtalte lande. Tilbagetrækningen beror nemlig på en forkert leverance, oplyser producenten i en officiel udtalelse.

- Vi producerer produktet i to forskellige versioner. En til de europæiske lande og en til USA. Desværre har vi sendt flasker produceret på den amerikanske formel til Europa og fundet ud af, at en ingrediens ikke stemmer overens med de europæiske regler. Landene har tilbagekaldt denne leverance, men Fireball forventer at være tilbage på hylderne i de omtalte lande om tre uger, skriver producenten.

Fireball Cinnamon Whisky kan også købes i Danmark. Det er endnu usikkert, om leverancen af produkter produceret efter den amerikanske formel også er blevet leveret til butikker i Danmark.

BT arbejder på at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.