Indsamlere håber, at der både er plads til handlende og facere på gaderne i Danmark i fremtiden. Indsamlerne har fået et etisk regelsæt, de skal følge.

"Undskyld, må jeg lige forstyrre dig et øjeblik? Kunne du tænke dig at blive medlem af UNICEF?"

I fremtiden behøver du ikke at gå zig-zag på indkøbsturen for at undgå, at du får dette spørgsmål flere gange.

Nu vil de såkaldte gadehververe eller facere selv sørge for, at de ikke står for mange på samme sted. For butiksejere, cityforeninger og borgere rundt om i landet er trætte af farcerne.

- Vi har lavet en koordinationsgruppe, og den arbejder efter nogle etiske retningslinjer, så farcernes indsats koordineres, og så vi ikke overbebyrder gaderummet, siger Robert Hinnerskov, generalsekretær for Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO.

Sådan lød det til et dialogmøde i Fredericia tirsdag, hvor ISOBRO havde inviteret cityforeninger, kommunale repræsentanter og politi fra landets fire største byer.

/ritzau/