Ved du noget om sagen, så vil BT meget gerne i kontakt med dig på 1929@bt.dk

Mandag aften blev en 16-årig afghansk dreng udsat for, hvad Sydøstjyllands Politi kalder et brand-attentat, da fire jævnaldrende drenge angiveligt overfaldt den 16-årige dreng ved en sportshal i Ry.

Tirsdag blev de fire drenge fremstillet grundlovsforhør ved Retten i Horsens. De er nu alle fængslet i surrogat, men har nægtet sig skyldige.

Tidligere onsdag blev det beskrevet, hvordan drengen igennem længere tid er blevet chikaneret i skolen, men det er ikke rigtigt, hvis man spørger faderen til en af de sigtede drenge. Det skriver Ekstra Bladet.

Han mener, at drengen slet ikke burde gå på skolen, og faderen påstår, at han er blevet positivt særbehandlet igennem en årrække. Han er derfor ikke det eneste offer i sagen. Ifølge faderen, som ønsker at være anonym, er de fire anholdte også ofre i sagen. De er efter faderens opfattelse blevet ladt i stikken og svigtet af skolens lærere og ledelse.

»Der har været mange problemer med ham (den afghanske dreng - red.), lige siden han begyndte for tre år siden. Der har været uro. Flere forældre har bedt lærerne om at gøre noget. Jeg har hidset mig op for at få noget til at ske, men lærerne har været konfliktsky over for ham,« siger faderen til eb.dk

De fire drenge er sigtet for grov vold efter overfaldet, hvor de fire drenge mødtes med den 16-årige. Efter polititets opfattelse kastede de fire drenge en såkaldt 'molotov-cocktail' efter den 16-årige dreng, som blev ramt af brandbomben, så der gik ild i ham. Det kan du læse mere om her.

Angrebet resulterede i, at den 16-årige dreng fik 3.-gradsforbrændinger på halvdelen af kroppen.

Faderen til en af de anholdte udtaler ifølge avisen, at 'det er gået over gevind' og at to af de fire drenge angiveligt var bange for den 16-årige. Faderen hævder, at skolen har en stor del af skylden for, at det er gået så vidt. Den 16-årige dreng burde nemlig være smidt ud af Mølleskolen for længe siden.

»Min søn er kommet hjem flere gange og har sagt, at det er utroligt, at han (den afghanske dreng - red.) får lov til så meget, og at min søn bare skulle blinke med øjnene, før det fik konsekvenser. En halv skolefuld er jo vidende om, at denne her dreng har kunnet terrorisere ikke bare sine jævnaldrende, men også de yngre. Han burde være smidt ud for længst,« siger faderen til eb.dk.

Mølleskolen er i færd med at udarbejde en redegørelse om sagen og forløbet op til mandagens angreb.

Ekstra Bladet været i kontakt med storebroderen til den afghanske dreng, som dog ikke kan genkende det billede, som faderen tegner af drengen. Avisen skriver samtidig, at skolelederen på Mølleskolen samt Sydøstjyllands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at der igennem længere tid har været en konflikt mellem drenge i skolens 9. klasse. Skolen ønsker dog ikke at forholde sig til Ekstra Bladets oplysninger i øvrigt.