Det var den sorteste dag, da Hanne Frøyr fandt sin datter død. I en alder af 40 år begik datteren selvmord. Men udover sorgen gav datterens død også Hanne Frøy en gave – bevidstheden om glæden ved livet.

Klog, smuk og modig, er nogle af de ord, Hanne Frøyr bruger, når hun skal beskrive sin datter.

Men det var ikke nok til at holde hende i live. I 2013 valgte Hanne Frøyrs datter at tage sit eget liv – 40 år gammel.

Datterens liv var på mange måder anderledes og beundringsværdigt. Det var dog ikke altid sådan, hun selv følte det – og mørket havde det med at overmande hende i perioder.

Datteren var akademiker og havde igennem årene forskellige job i tredjeverdens lande med fokus på social ansvarlighed. Men i perioder var hun arbejdsløs, og det skabte en utryghed i hende, som kom til at dominere hendes tilværelse.

»I sit afskedsbrev skrev hun bl.a., at det var som om, hun ikke kunne få fodfæste her på jorden. Hun følte ikke rigtigt, at der var plads til hende, og i sine sidste år svingede hun mellem at være glad og depressiv,« fortæller Hanne Frøyr, der er aktuel med bogen ‘Om mørke og om lys’, hvor hun beskriver sine oplevelser efter datterens død.

Både i bogen og i denne artikel kalder hun sin datter T for at beskytte hende, da datteren ikke selv kan komme til orde. Det har krævet store overvejelser at stille sig frem, men Hanne Frøyr har oplevet, hvor tabuiseret selvmord er, og ønsker at være med til at bryde tabuet.

Hun er selv psykolog og understreger, at hendes datter ikke var psykisk syg, men deprimeret over, at livet ikke var blevet, som hun gerne ville det.

Ingen mistanke

Det var i det tidlige forår, at T døde – i marts måned for fire år siden, da vinteren var ved at slippe sit tag, og de første erantis og vintergækker tittede frem. Ikke alt var sort. Få dage før sin død gik T en tur med moderen i skoven i Charlottenlund i det smukkeste vejr og mærkede den første forårssol på næsen.

De talte om løst og fast, og Hanne Frøyr fornemmede på ingen måde, hvor galt det stod til, og at datterens følelse af håbløshed var så stor.

Hun har jævnligt i sin psykologpraksis siddet over for mennesker, der var selvmordstruede, men følte ikke, at datterens tanker gik i dén retning.

»Vi talte åbent om hendes tanker og følelser, og jeg var klar over, at hun havde det svært, men hun havde ikke signaleret det til mig på en måde, så jeg tænkte, at hun kunne finde på at tage sit eget liv,« siger Hanne Frøyr, der ofte så sin datter.

»Hun vidste, jeg var der, men det var jo tydeligvis ikke den hjælp, jeg kunne give, hun havde brug for.«

Hanne Frøyr kan huske, hvordan hun i bedste mening blev meget løsningsorienteret og foreslog datteren at gøre ’sådan og sådan’ og gav udtryk for, at hun ikke syntes, det så så slemt ud det hele.

»Min datter kæmpede for at få livet til at fungere, men hun havde høje standarder, og det gjorde det svært. Hendes liv var anderledes end venindernes, der stiftede familie og fik børn. Hun var på mange måder en tidstypisk kvinde, men det, der ikke var typisk, var, at hun ikke havde etableret en familie. Hun beskrev det som at være med i en stoleleg, hvor alle stolene var taget. Hun var alene, og alt afhang af hende selv. Det havde hun det svært med.«

Det ramte T hårdt, at hun inden sin død var arbejdsløs og søgte et job, hun ikke fik. Ligesom det gjorde ondt, at drømmen om en familie ikke var gået i opfyldelse. At fylde 40 år var ikke noget at fejre, som livet var blevet. Følelsen af håbløshed og værdiløshed fik overtaget. Hun fokuserede på det negative og havde svært ved at glædes over det, der rent faktisk gik godt.

Afsked

Det var Hanne Frøyr selv, der fandt sin datter. Hun anede ikke uråd, da hun en eftermiddag kom forbi for at drikke kaffe – som aftalt. Men noget var galt. Rullegardinet var trukket for, og der var lys, selv om kl. var 15 om eftermiddagen. Hun ringede på og ringede til datterens telefon. Men der blev ikke svaret. »Jeg stod dér med en kage i hånden og kunne godt mærke, at det her ikke var, som det plejede. Jeg sagde til mig selv, at hun nok bare havde glemt vores aftale. Alligevel kontaktede jeg hendes veninder, men de vidste ikke noget,« fortæller Hanne Frøyr, der tog hjem og ringede til sin søn, som havde været sammen med søsteren få dage forinden.

Sammen tog de tilbage til lejligheden. I bilen snakkede de om, hvad de kom ud til, og sønnen har efterfølgende fortalt, at han i bilen sad og tænkte på, at han havde lært hjertemassage. Da de låste sig ind og så T ligge i sin seng, kunne de med det samme se, at hun var død. Hun havde uldtøj på. Lå med musik i ørerne og så helt fredfyldt ud.

»Jeg er så glad for, at jeg selv fandt hende og så, hvor fint hun lå, selvom det var et kæmpe chok. Min søn var den rationelle, der ringede 112, og der kom lægeambulance og politi, men inden da nåede jeg at få lidt tid med hende, og jeg føler, at jeg fik sagt farvel. Da det første chok havde lagt sig, kiggede jeg på hende. Hun fik mig til at tænke på en fugleunge i sin rede. Vi aede og kyssede hende, først lidt skræmte, men hendes bror viste vejen – og kærligheden og medfølelsen fyldte hele min krop,« fortæller Hanne Frøyr.

Tiden efter

Situationen var aldeles rædselsfuld og føltes helt uvirkelig. Tæppet var blevet revet væk under Hanne Frøyr, og hun følte sig skrøbelig som kinesisk porcelæn. Da hun helt forstenet stod ved sin datters døde krop, fik hun en meddelelse – eller besked – i hovedet, som fik stor betydning. Meddelelsen, der kom til hende, gav hende en klar fornemmelse af, at hun havde et valg – hun kunne enten vælge mørkets eller lysets vej.

»Mørkets vej lød ikke behagelig, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg skulle vælge lyset.«

Hun har ingen anelse om, hvor klarheden kom fra. Hun har været optaget af buddhismen og mediteret i mange år, men er ikke religiøs som sådan. Hun kalder det ikke Gud, men en ‘guddommelig kraft’, der hjalp hende.

Og hjælp havde hun brug for, da hun skulle acceptere det allersværeste – at hendes datter havde taget livet af sig, fordi hun ikke var lykkelig. Hanne Frøyr måtte se sit barn blive lagt i en ligpose og kørt af sted i en ambulance uden udrykning. Men at hun helt fra begyndelsen var sig bevidst, at hun ikke ville lade mørket overmande sig, gav hende kraft til at samle sig selv så meget, at hun kunne komme igennem de følgende dage og nætter uden at bryde fuldstændig sammen.

»Jeg mærkede en enorm kærlighed til min datter og mærkede samtidig en accept af dét, der var sket. Det var en realitet, og jeg måtte rumme dét, hun havde gjort. Det var rædselsfuldt, men samtidig kunne det ikke være anderledes.«

I den første uge var hun en del af det apparat, der bare kører, når der sker et dødsfald, og der er en masse praktiske ting at forholde sig til.

Det blev ikke til mange timers sammenhængende søvn, og Hanne Frøyr var opfyldt af et enormt savn. Hun var hos sin læge, der spurgte, om hun havde brug for sovepiller eller anti-depressiv medicin, eller om hun ville tale med en psykolog, men det havde hun ikke lyst til.

»Jeg var ked af det, men samtidig meget rolig, og jeg kunne mærke, at for mig var det ikke løsningen at gemme mig under dynen. Jeg gik i gang med at arbejde igen efter 14 dage. Det var vigtigt for mig at få normaliseret hverdagen. Jeg havde en kollega, der spurgte, om jeg var sikker på, at jeg kunne klare det, men hvad var alternativet,« spørger hun.

Dyrker glæden

For nogle havde det været mørkets vej, men Hanne Frøyr traf meget tidligt en beslutning om, at det, der var sket, ikke skulle ødelægge hendes liv. Den overbevisning har hjulpet hende videre. Det samme har en række oplevelser, der har overbevist hende om, at der er mere mellem himmel og jord.

Få dage efter sin datters død gik hun på Østerbrogade i København og havde en klar fornemmelse af, at hendes datter svævede omkring hende – det gav en ro at vide, at godt nok var datteren død, men hun var ikke forsvundet.

Indtil da havde Hanne Frøyr været skeptisk over for ting, der ikke kan forklares rationelt, også at det skulle være muligt at komme i kontakt med sine afdøde. Men få uger efter T’s død var der et arrangement med en clairvoyant kvinde i den ejendom, hvor Hanne Frøyr bor. Under normale omstændigheder ville hendes fornuft have afholdt hende fra at deltage, men intet var som før, og hun tænkte, at hvis der var noget om snakken, ville datteren gøre alt for at komme igennem med en besked.

Efter et stykke tid sagde den clairvoyante, at der var en unge pige, der gerne ville sige ‘undskyld’.

»Hun sagde, hun elskede os og ønskede vores tilgivelse. Og der kom detaljer frem, som var meget genkendelige. Jeg har efterfølgende været i kontakt med hende igen. Det har givet mit liv en helt ny dimension, og jeg er ikke længere bange for at dø,« siger Hanne Frøyr, der via datterens beskeder er blevet bekræftet i, at hun har ret til et godt liv.

»Da jeg valgte lysets vej, fik jeg efterfølgende en fornemmelse af, at det var suspekt. Nogle mennesker omkring mig opfattede det som underligt, at jeg kunne sige, at jeg savnede min datter herfra og til månen, men at jeg havde det o.k. Men det var sandheden, og for mig at se er der ikke én måde at sørge på.«

Hun tænker på sin datter hver eneste dag, og når der skal ske noget i familien, er hun hver gang bevidst om, at datteren mangler. Hun ville ønske, hun kunne tale med hende og tager sig selv i at tale højt til hende. Hanne Frøyr tager ofte ud til datterens gravsted på Holmens Kirkegård, som familien kalder ‘T’s lille have’. Det lille stykke jord bliver dyrket intenst, og når Hanne Frøyr har sine børnebørn med, bliver der plantet og vandet.

»Jeg vil rigtig gerne tale om min datter, men jeg fornemmer, at der er en akavethed omkring det, og jeg kan være sammen med folk, der slet ikke nævner det. Det er benhårdt, og man skal virkelig have overskud for at komme igennem det, jeg har været igennem.«

Hanne Frøyr bruger naturen, når hun har det svært. F.eks. når hun en gang imellem bliver ramt af skyldfølelse, for var der ikke noget, hun kunne have gjort for at forhindre selvmordet?

Hun har måttet øve sig i at stoppe sig selv, hvis hun kredser for meget om tanker som: ‘Hvad nu hvis, jeg havde stået der den torsdag, så var det måske ikke sket...«

Det hjælper hende at komme ud at mærke jorden. Hun er meget bevidst om ikke at bure sig inde, og føler, at der er noget helende over at følge naturens gang. Desuden har hun et godt netværk og får professionel hjælp hos en dygtig Bodysds-massør.

»Jeg bærer sorgen med mig og er brændemærket for livet. Men hvor absurd det end kan lyde, har T givet mig den største gave: Jeg er ikke længere bange for døden, men glædes intenst over livet.«