Der var ikke mange følelser at se i Lisa Borchs ansigt, da hun i går blev idømt ni års fængsel for sammen med 29-årige Bakhtiar Mohammed Abdullah at have dræbt sin mor Tine Rømer Holtegaard. Da hun forlod retssalen i Hjørring, var der ikke en trækning at spore i det sammenbidte ansigt og de tomme øjne.

Mens dommen har givet de efterladte rettens ord for, hvem der dræbte Tine Rømer Holtegaard, rejser spørgsmålet sig, hvordan det kunne komme så vidt, at den dengang kun 15-årige Lisa Borch sammen med en ven planlagde og udførte drabet på sin egen mor.

En af dem, der stadig søger efter svar, er den dræbtes mand Jens Holtegaard.

»Vi får nok aldrig rigtig svaret på, hvorfor hun (Lisa Borch, red.) gjorde det. Det er kun hende, der ved, hvad der foregår inde i hovedet på hende,« siger Jens Holtegaard.

Foto: SCHNOOR SØREN
Vis mere

Tine Rømer Holtegaard blev 8. oktober 2014 dræbt med adskillige knivstik, da hun lå og sov i sin seng i familiens hjem ved Kvissel i Nordjylland. Den nat mistede Jens Holtegaard sin elskede hustru. Men han måtte også stå ansigt til ansigt med det faktum, at hans steddatter blev anholdt og sigtet for drabet.

Kærlig og omsorgsfuld

»Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at hun kunne finde på at gøre sådan noget. Det var som en komet, der ramte os alle sammen. Der er intet i hendes opvækst, der tydede på, at hun kunne finde på at gøre sådan noget. Tine var den mest kærlige og omsorgsfulde mor. Det er så svært at forstå, hvorfor Lisa har gjort det. Hvis hun havde været omsorgssvigtet, så ville det på en eller anden måde have givet mere mening. Men vi svigtede hende ikke. Hun havde en mor, som elskede hende og gjorde alt, hvad hun kunne, for at hjælpe hende,« siger Jens Holtegaard.

BT møder ham på terrassen foran det gulmalede hus, der ligger et par hundrede meter uden for Kvissels byskilt. Vinden synger i træerne, men han lukker ikke den sorte fleecejakke. Indenunder har han en hvid T-shirt med et billede af sin blonde hustru, der med lys i øjnene kigger ind i kameraet.

Parret fandt sammen, da Lisa Borch og hendes tvillingesøster var fire år gamle. De boede alle fire i det gule hus, hvor også Jens Holtegaards to døtre kom ofte.

»Lisa var en helt almindelig og glad pige. Tines piger havde det rigtig godt med mine to piger, og vi tog i Fårup Sommerland og lavede ting, som alle andre familier også gør. Der var slet ingen tegn på, at der skulle være noget med Lisa,« siger Jens Holtegaard.

Kom ud på et skråplan

Da Lisa Borch i foråret 2013 blev konfirmeret, var hun som de fleste andre piger klædt i en hvid kjole. Selvom pigen var blevet teenager, var der ikke det store oprør at spore, og hun stillede smilende op, da der skulle tages billeder. Først året efter begyndte Tine og Jens Holtegaard at få en fornemmelse af, at den dengang 14-årige pige var kommet ud på et skråplan.

De tog hende gentagne gange i at lyve om, hvem hun var sammen med, og hvor hun befandt sig, og flere gange måtte de hente hende hjem, når hun i selskab med sine noget ældre venner havde drukket sig fuld.

Kom i dårligt selskab

»Jeg har aldrig i mit liv mødt en, der kunne lyve så meget uden at fortrække en mine. Efterhånden som tiden går, er der flere og flere ting, der begynder at gå op for mig. Hvor meget hun faktisk har løjet for Tine og mig,« siger Jens Holtegaard.

Han fortæller, at Tine Rømer Holtegaard blev mere og mere bekymret for sin datter. Både hun og Jens Holtegaard har arbejdet som socialpædagoger, og de prøvede gentagne gange at hjælpe pigen. Men det blev ikke bedre, da hun i sommeren 2014 fik arbejde på en restaurant i Frederikshavn, hvor hun mødte Bakhtiar Mohammed Abdullah, som hun begik drabet sammen med.

»Der er ingen tvivl om, at hun kom i rigtig dårligt selskab, da hun begyndte at være sammen med ham. Han har påvirket hende negativt. Det var, da hun var sammen med ham, at hun begyndte at interessere sig for IS (Islamisk Stat, red.). Han har på en eller anden måde radikaliseret hende, og jeg tror, det er der, man skal finde en stor del af forklaringen på, at vi er der, hvor vi er i dag,« siger Jens Holtegaard.

’Hun virker så kold’

Under retssagen har Jens Holte-gaard været indkaldt som vidne, og det er derfor kun den sidste del af retssagen, han kunne få lov til at overvære. Fra sin plads på tilhørerrækkerne har han haft svært ved at genkende den pige, der voksede op i hans hjem.

»Hun virker så kold. Som om det slet ikke rører hende, hvad hun har gjort. Hun forandrede sig på meget, meget kort tid,« siger Jens Holte-gaard.

Da dommen faldt i går eftermiddag, blev Lisa Borch idømt ni års fængsel.

I forbindelse med retssagen er Lisa Borch blevet mentalundersøgt. Undersøgelsen viste, hun har afvigende karaktertræk, men ikke i sådan en grad, at hun var uegnet til straf.

Bakhtiar Mohammed Abdullah blev idømt 13 år fængsel og udvist af Danmark for bestandig. Selvom Lisa Borch har fået den længste fængselsstraf en person under 18 år nogensinde er blevet idømt i Danmark, står den langt fra mål med, hvad Jens Holtegaard havde håbet.

»Det er lige meget, om hun så havde fået 16 års fængsel. Vi havde helt oplagt troet, at hun ville få noget hjælp, for det har hun så tydeligt brug for. Jeg er oprigtig bange for, hvordan hun er, når hun kommer ud. Man plejer jo at sige, at det man ikke kan, det lærer man i fængslet,« siger Jens Holtegaard.