1961

Nytårsaften præsenterede Niels Due Jensen sin kæreste Minna for sine forældre og søstre. Den nye pige fandt arbejdet med virksomheden spændende og tog hurtigt del i virksomhedens aktiviteter og blev derfor Poul Due Jensens yndling. Af samme grund blev der allerede fra begyndelsen gravet en grøft mellem svigerdatteren og døtrene. Niels og Minna Due Jensen har været gift siden 1966.

1977

Efter far Poul Due Jensens død blev Ingermarie Due Nielsens mand, Thorkild Møller Nielsen, bestyrelsesformand i morfaderens gamle møbelfabrik System B8, som både Ingermarie og Niels arvede store aktieposter i. Men som formand oplevede Thorkild Møller Nielsen, at Niels Due Jensen blandede sig i driften af virksomheden i uacceptabel grad. I 2003 solgte Ingermarie Due Nielsen sine aktier i System B8 til sin bror.

1977

Estrid Due Hesselholt havde været sin fars personlige assistent som ung, men det fungerede ikke med hendes bror Niels. Det endte med, at hun og Ingermarie Due Nielsen ikke deltog i de mange jule- og jubilarfester, som Niels og Minna Due Jensen holdt i Grundfos’ navn. Heller ikke når der lejlighedsvis var kongeligt besøg i virksomheden, kom søstrene til Bjerringbro. Det skete kun ved den årlige generalforsamling.

1981

Ingermarie Due Nielsen fyldte få år efter deres fars død 30 år. Det ville hun gerne fejre i Grundfos’ luksuriøse gæstebolig Frisholt, som kunne mønstre en femstjernet beværtning, men det blev hun nægtet af Grundfos’ nye koncernchef, hendes bror. Det sårede hende, og siden har det kun været bittert at se Niels og Minna Due Jensen bruge Frisholt, som var det deres egen. ---- Søstrene har også andre minder om, at de hverken kunne få leveret kontormøbler eller pumper fra deres morfars gamle møbelfabrik System B8 eller Grundfos. I stedet måtte de ydmygt købe det hos en lokal forhandler.

2003

Ved Niels Due Jensen 60-års reception holdt hans søster Estrid en pæn tale for ham, hvor hun blandt andet opfordrede ham til at drosle ned og bruge mere tid på familien. Ifølge flere bekendte mente hun egentlig, at Niels Due Jensen burde trække sig som koncernchef og holde op med at tro, at han alene ejede Grundfos og skulle bestemme alting selv. Han ejer nemlig ikke mere end sine søstre, nemlig fire procent aktier.

2006

I årene efter at Niels Due Jensen fratrådte sin post som koncernchef i Grundfos, kunne han ikke lade være med at blande sig i den daglige ledelse, hvilket resulterede i, at den nye koncernchef Jens Jørgen Madsen forlod virksomheden efter 30 års tro tjeneste, hvilket forargede og irriterede Ingermarie Due Nielsen og Estrid Due Hesselholt, der for længst var trætte af deres bror.

2010

Da den hjerneskadede, men altid humørfyldte søster Birthe Due Jensen døde, forsvandt familiens sidste samlingspunkt, som hun var, i og med at alle holdt af hende som det ukomplicerede og positive menneske hun var.

2011

Ingermarie Due Nielsen og Estrid Due Hesselholt kupper Niels Due Jensen og allierer sig med Lars Kolind, der bliver ny bestyrelsesformand i Grundfos Holding A/S.