En familie på Fanø tager dagligt kampen op mod de utallige mængder af affald, der hvert år skyller ind på kysten. Med bil, trailer og en borg af havfald forsøger far, mor og børn at spore affaldet tilbage til ejermændene

Den vestjyske strandbred på Fanø er et dejligt syn. Vi triller rundt i en ældre Toyota Land Cruiser årgang 93 med monteret trailer. Den store, blå bil kravler rutineret rundt på den ujævne strand. Stormen Ingolf har fat i hele Fanø, det suser gennem en sprække i de vindhærgede ruder, mens den røde fane på traileren blafrer lystigt. Bilen stopper, og føreren tager sin kikkert frem. Der er nok at se på. Bølgerne går brusende højt, strandskader flyver i flok, turister kigger ned i håb om at finde rav- og bingo! Der var et fund.

Føreren lægger kikkerten i sit skød og kører nærmere. Næææh, en stor hvid plastikdunk. Førerens kone hopper ud af vognen med hund og datter. Ingen ved, hvad der er i. Det kan være olie, kemikalier eller blot havvand. Den bliver løftet op i traileren.

Den lille familie har i sin fritid og på eget initiativ iværksat ’Ren Strand Fanø’. Det går kort fortalt ud på at fjerne alt affald, der skyller ind fra Vesterhavet og Nordsøen. Dag for dag. Siden vinterferien i år har familien indsamlet otte ton affald på et 15 kilometer langt strandområde. Affald, der kommer ind fra blandt andet England, Holland, Tyskland og ikke mindst skibsfarten.

»Vi har gået og kørt meget herude og er blevet mere og mere irriterede over alt det ragelse og affald, der kommer ind fra havet,« siger den 45-årige havmiljøvogter Peter Michélsen, og hans kone, 41-årige Liza Ørtvig, nikker fra bagsædet.

Kribler i maven

»Vi har i mange år talt om, at der har ligget en del, men har ikke gjort noget ved det. Vi har passet vores og passet på, hvor vi kan passe på og lært vores børn ikke at smide affald i naturen. Men nu kribler det i maven for at komme ud at samle,« siger Liza Ørtvig.

»Undskyld, men skulle I have en plastikpose?«

En dag på en køretur langs stranden mødte de en mand, der gik og samlede affald, fortæller Peter Michélsen.

»Så jeg spurgte. ‘Hvad har du gang i’. Jamen han gik og samlede plastik, og nu skulle han op at smide det i skraldespanden. ‘Ved du hvad, kammerat, smid det op i vores trailer, og så skal vi nok smide det ud for dig, sagde vi. ‘Det er ikke sådan, at du har en pose eller to’, spurgte han. Jo da, det havde vi, og vi aftalte, han bare skulle stille de fyldte poser på stranden, og så ville vi hente dem dagen efter. Så var ideen født.«

En ukendt kvinde på stranden vinker mod bilen, og Peter Michélsen kører over. Hun spørger på tysk, om de har nogle poser. Peter Michélsen spørger tilbage, hvor mange de vil have.

»Så mange som muligt,« svarer tyskeren, og hun får nogle stykker.

»Vi er lidt forsigtige med at give for mange poser på en gang. Det skulle nødigt ende med at de bliver brugt i den daglige husholdning,« siger Peter Michélsen. Han fortæller, at det er normalt, at folk kommer helt fra Tyskland for at hjælpe med at samle affald.

Siden uge 6 i år har familien indsamlet mere end 4.500 fyldte havmiljøvogterposer. Poser som de selv har uddelt til butikker, beboere og turister, der hjælper til med at rydde op på stranden ved at fylde de udleverede havfaldsposer og så stille de fyldte poser på stranden. Og der er nok at samle op. Ifølge KIMO, kommunernes internationale miljøorganisation, dumpes der hvert år 20.000 ton affald i Nordsøen. Og ifølge Kommunernes Internationale Miljøorganisation kommer der hvert år 700 – 800 ton affald ind i Danmark.

Vil nå ud til hele landet

Til daglig arbejder Peter Michélsen som ølkusk, og Liza Ørtvig er socialpædagog. Men når de er hjemme fra arbejde, og døtrene er hjemme fra skole, så står den på indsamling af affald. Døtrene, 16-årige Signe og 8-årige Mille, hjælper også til. Det meste bliver kørt til storskrald, men ikke alt. Hjemme på landgrunden har familien bygget en såkaldt havfaldsborg. En borg med udstillet affald, som de har fundet på stranden. Her er alt fra brugte kemikaliedunke over balloner til cigaretskod, flasker og hjelme. Og ikke mindst paraffin, som familien kalder havets nye forbandelse.

Peter Michélsen og familiens Facebook-side Ren Strand Fanø er blevet en stor succes. Vis mere

Familiens indsats er værdsat på øen. I år havde mange lokale indstillet projekt Ren Strand Fanø til Fanø Kommunes initiativpris på 20.000 kroner. Penge, der skal gå til at samle mere affald og sætte større fokus på problemet, fortæller familien. I disse dage er de ved at etablere en forening omkring Ren Strand Fanø, og de har også planer om at skrive en bog om dét ,man kan finde på stranden. Her taler vi ikke om muslingeskaller og tang, men tomme dåser, aflagte sko, fiskesnører og gamle vatpinde.

»Vores største udfordring er tid og økonomi. Vi så helst, at vi kunne samle så mange penge ind, at vi havde tid til at arbejde med det her fuldtid,« siger Liza Ørtvig, der håber på at brede initiativet ud til resten af Nordsøen. Der er nemlig alt for meget affald og alt for få timer.

En detektiv og hans borg

Havfaldsborgen på familiens landgrund er et åbent og gratis museum, der skal dokumentere problemets omfang.

’Velkommen til åbent hus i HAVFALDSBORGEN,’ står der på et skilt ved indgangen. Her er udstillet en brøkdel af de særlige fund, familien gør langs stranden. Borgen er som en lille labyrint, hvor man kan gå rundt og se de mange fund. Var det noget med et fjernsyn? Et par nye sko? En stol til spisebordet? Eller hvad med brugte balloner?

Ved affaldet er der hængt små historier op om affaldet, som vi kender det fra landets museer. Peter Michélsen viser rundt som en showman, mens hunden løber omkring, og vinden bider i kroppen. Den store mand er fuld af humor og selvironi.

Havmiljøvogteren fortæller om sin efterforskning. Som en privatdetektiv forsøger Peter Michélsen at opspore ejermændene bag havfaldet. Fjernsynet har han sporet til to hollandske kuttere, men han er ikke kommet nærmere.

»Nogle gange sender vi noget ud på vores Facebookside som en føler, og ofte er der nogle, der lige kan give en ledetråd, så jagten kan fortsætte,« Peter Michélsen.

»Nogle gange glemmer Peter helt at komme i seng, men sidder natten igennem og søger efter spor eller læser sig helt mør,« siger Liza Ørtvig.

Peter Michélsen viser en af de tusindvis af balloner, han har fundet. Det er dem, de finder flest af.

»Den her ballon kommer fra et engelsk pizzeria, som havde haft åbningsfest. Så jeg skrev en mail til dem: »Tillykke med jeres åbning. Vi har fundet en af jeres balloner, så hvis I kommer til Danmark, må I gerne få den tilbage.«

Balloner fra England er der masser af og særligt heliumballoner fra McDonald’s. Peter Michélsen har høfligt spurgt, om de dog ikke kunne feste med andet end balloner på de britiske øer. Svaret var nej. Ballonernes fås også på kinesisk og japansk, men de kan jo lige så godt komme fra et skib på vej gennem Nordsøen. Så er der vejrballoner, som meteorologer anvender til at måle atmosfæren. De er for længst afskaffet i Danmark, men i England Tyskland, Holland, Belgien og i Grønland bruger de stadig gamle måleinstrumenter, som hver har minimum to batterier siddende i sig. Og som ender i havet med ballonen.

»Lige så snart jeg ser en ballon, så lukker jeg øjnene. Jeg kan ikke tåle synet,« siger otte årige Mille, som er junior-havmiljøvogter.

På sporet af en franskmand

Problemet med ballonerne er, at de i slatten og brugt tilstand til forveksling ligner blæksprutter og dermed bliver bytte for større fisk, sæler og fugle. Ballonerne er nogle gange så store, at familien har fundet fugle viklet ind i dem.

»Har du nogensinde været på krydstogt? De dygtige tennisspillere kan ramme ud over skibslinjen,« siger Peter Michélsen ironisk og viser en af utallige tennisbolde frem.

»Vi henstiller kraftigt til, at folk ikke åbner dunke på stranden,« står der på et skilt, og Peter Michélsen viser en gul dunk.

»Her har en mand rent faktisk sat en plastikpose i en dunk for at sikre, at den er tæt. Det her er alkalisk ætsende væske. Flink mand, for han var så sød at skrive navnet på sit skib på dunken. Så jeg googlede det. Først fandt jeg frem til en fransk sørøver, der hærgede i Det Indiske Ocean i 1400-tallet. Så fandt jeg frem til en fransk ubåd, der forsvandt under mystiske forhold under 2. Verdenskrig. Det var sgu nok heller ikke den.«

Endelig, efter lang tids søgen fandt han frem til et fotografi af en 12 meter lang og tre meter bred kutter, hjemmehørende i Boulogne Sur Mer lige syd for Calais, midt i Den Engelske Kanal. Med en gul dunk hængende på hækken. Det, som landkrabber kalder bagenden.

»Dunken passer perfekt i størrelse og design, så jeg vil påstå, det er den samme dunk, eller i hvert fald én fuldstændig magen til. Billedet er taget i 2012, så det siger lidt om, hvor længe tingene kan flyde rundt.«

Peter Michélsen sendte fotografen en mail, om han kunne få fat i skibets skipper. Tre dage efter kom der en e-mailadresse på den franske skipper. Han sendte så en ny mail, men fik aldrig noget svar.

»Jeg håber, han sidder og tænker: Det var satans. Oppe i Danmark sidder der en eller anden original, som forsøger at spore mig. Forhåbentlig vil han overveje, om det er smart at benytte brugte kemikaliedunke som bøjeafmærkning i hans fiskeri,« siger havmiljøvogteren selvtilfreds.

Rædsel for naturen

Kemikalierne fra plastikdunke er en rædsel for naturen. En anden rædsel er selve plastikdunken, som det tager flere tusinde år at nedbryde. Og som i nedbrudt stadie bliver til såkaldt mikroplast, mikroskopiske, giftige stykker plastik, der skulper videre og ender i fisk og menneskers maver. På verdensplan bliver der i alt dumpet otte millioner ton plastik om året, ifølge organisationen Plastic Change.

Havet bliver i sømandskredse kaldt for »den blå hylde«. Underforstået: man kan smide alt det på hylden, man vil.

»Ude til søs er det meget nemmere at smide i havet. Jeg har selv sejlet, og jeg ved, hvor meget skibsfarten smider over bord. Jeg har også venner, der er søfolk. De synes også, det er forfærdeligt, det, der foregår, men hjælper gerne med opklaringen,« siger Peter Michélsen.

Ifølge familien skal vi lære at genanvende plastik bedre, så der ikke bliver produceret så meget – og selvfølgelig at bruge skraldespanden. Og ikke være for fine til at samle andres affald op.

»Drop nu det gas med at skulle ud til Mars, vi kan ikke være der alle sammen alligevel. Brug energien på at få vor egen planet på ret kurs i stedet. De kloge siger, at det snart er for sent, sikke noget sludder, det er aldrig for sent. For vi har ikke noget alternativ,« siger Peter Michélsen.

’Det handler om følelser’

Affald er også et byproblem. Meget af det, vi smider i gaderne, ender i søer, floder og have, fordi det ikke når at blive samlet op.

Direktør Benny Steen Rasmussen fra organisationen Hold Danmark Rent fortæller i telefonen, at oprydning af affald koster en halv til en hel milliard om året i driftsomkostninger på landsplan.

Men ifølge direktøren handler problemet ikke blot om antallet af stykker affald, hvad det samlet set vejer i ton, eller hvor meget det koster at samle op. Det handler om, at folk ikke bryder sig om det, siger han.

»Det er et følelsesproblem. Det handler om, at folk synes, der er beskidt, og at de ikke får lyst til at være dér, hvor der er meget affald. Det handler også om, hvad vi gør ved hinanden. Du kan sige et givent tal om affald til en borger, og det vil ikke imponere synderligt, men hvis du spørger borgeren om, hvad vedkommende synes om, hvordan der ser ud på den pågældende gade, så kommer munden på gled, og folk bliver irriterede.«

Han har talt med tusindvis af borgere om problemet. For dem handler det helt generelt først og fremmest om, at folk gerne vil have et rent og pænt nærmiljø, og der skal butikker, borgere og organisationer sammen sige fra og feje for egen dør.

Fanø er verdens navle

For familien på Fanø handler det også om, at de gerne vil have, der er rent og pænt på Fanø, selvom de først og fremmest går op i det rene miljø og i, at dyrene ikke bliver kvalt i affaldet, fortæller Peter Michélsen bag rattet i bilen på vej ind mod butikslivet i Sønderho.

Peter Michélsen er født og opvokset på Fanø. Han er vokset op med stranden, hvor han har færdedes, siden han var barn. Han har arbejdet som ølkusk for Carlsberg, siden han var 25 år gammel. Hver uge kører han rundt med øl på danske landeveje fra Fredericia til Thyborøn.

Men han vender altid hjem.

»Fanø er verdens navle, og dem, der siger andet, tager fejl,« siger ølkusken.

Liza Ørtvig flyttede til Fanø i 1995 og flyttede med sin mor fra Fyn til Fanø, fordi moderen fik arbejde herovre. Her mødte hun Peter for 25 år siden. Men snakken går, ruller fotografen sideruden ned i den hærdede bil, så ruden styrter ned.

»Sådan nogle københavnere. Jeg sagde jo, at vinduerne ikke kunne rulles ned. For satan,« siger Peter Michélsen, stiger ud af bilen og får langt om længe løst problemet. Den sidder kun fast, fordi den er lige så stædig som Peter Michélsen.

Efter den venlige skideballe spørger journalisten om, hvad de har tænkt sig at gøre til vinter, når det bliver koldt.

»Så tager vi sgu’da tøj på,« siger han til den kuldeforskrækkede københavner, der snart skal væk fra Fanø og hjem til stenbroen.

»Det har været en megahård dag. Vi kommer først i seng klokken halv tre i nat,« siger fotografen.

»Hvor er det synd,« siger Peter Michélsen med et smil, inden han byder på lidt mad og en øl. Herude på de jyske kanter tages der fat, og der arbejdes hårdt, men der skal også energi til.

Et øparadis af affald

15 dages rundrejse i det solrige og paradisiske Maldiverne var lidt af et øjenåbner for BTs udsendte

OLYMPUS DIGITAL CAMERA Vis mere

»Det er bare de israelske skovbrande, I kan lugte,« joker værtinden i en strandstol på øen Rashdoo i det muslimske land, hvor Israel politik ikke er særlig populær. Udover havet er der stor røgsky i øparadiset, som ligger syd for Indien.

Det om Israel var selvfølgelig bare en joke. Røgen kommer fra en en særlig ø.

Thilafushi er en kunstig ø etableret i 1992, der populært bliver kaldet for affaldsøen. Hver dag bliver 330 tons affald bragt til øen for at rydde op på Maldivernes kyster. Det betyder, at øen vokser så meget, at den bogstaveligt talt er lavet af affald. Men oprydningen er langtfra nok.

Selvom noget af affaldet kan tilskrives befolkningen, kommer langt det meste fra de 10.000 turister, der hver uge besøger øerne og smider med affald, som det passer dem. Selvom de bliver opfordret til at tage det med sig hjem. Hver turist producerer 3,5 kilo affald.

Op og ned ad kysterne på de mange øer med lokal beboelse, journalisten rejste rundt i, var der fyldt med plastikflasker, slikpapir, legetøj, batterier, elektronik og andet gammelt ragelse. Generelt er de ekstremt dyre turistøer med resorts pæne og rene. Men tager man ud blandt de befolkede øer, er holdningen nærmest opgivende.

Et spinkelt håb

Maldiverne er i forvejen hårdt ramt, fordi øerne er så lavtliggende, at vandstigninger på grund af klimaforandringer kan drukne den store øgruppe.

Maldiverne er langtfra det eneste land med affaldsproblemer. Mange kyster verden rundt bliver oversvømmet. Skrald, som kommer fra hele verden. Ifølge FN ender millioner ton af telefoner, computere, digitalkameraer og andet elektronik i fattige lande. Meget af det er blevet smidt ud i god tro for at blive genanvendt, men på grund af lave omkostninger er det lettere for virksomheder ulovligt at eksportere radioaktivt affald og kemikalier til Afrika frem for til Europa.

I Afrika såvel som på Maldiverne er befolkningen ramt af de mange giftstoffer fra det elektroniske affald. Kun på én ø i Maldiverne var der rent og pænt. Her var beboere gået sammen om en affaldsordning, hvor de hver uge samlede affaldet ind. Lidt ligesom det, der er ved at ske på Fanø. Håbet er derude!