To-årige Lucas kommer til at vente længe på en lillebror eller lillesøster.

Ikke fordi hans forældre, Natacha Munk Duun, 29 år, og Michael Lüthje Jakobsen på 39 år, ikke gerne vil have flere børn, men alene fordi de bor i Dragør, som har Danmarks højeste vuggestuepriser.

»Det er selvfølgelig lidt øv, for vi vil helt bestemt gerne give Lucas en lillebror eller lillesøster, men med de priser på en vuggestue, bliver det nok først, når jeg er færdiguddannet,« siger Natacha Munk Duun, som begynder på den tre-årige uddannelse som sosu-assistent i denne måned.

Hver måned betaler familien 4.007 kroner for Lucas’ plads i Nordstrandens vuggestue i Dragør. Dragør Kommune er da også det sted i landet, hvor forældre betaler allermest for at få passet børn i vuggestue og børnehave, viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.

Siden 2007 er forældrebetalingen for en vuggestueplads i Dragør Kommune steget med mere end 30 pct, mens prisen på landsplan kun er steget 17 pct. Og sammenlignet med Vallensbæk, der ligesom Dragør ligger 15 km fra Rådhuspladsen i København, betaler man i Dragør næsten 1.200 kroner mere om måneden.

Ifølge formand for Børne-, Fritids- og Kulturudvalget, Morten Dreyer (O), er forklaringen på prisforskellen meget enkel.

»Vi har en bedre normering (færre børn pr. voksen, red.). Der er konsensus om i kommunalbestyrelsen, at vi gerne vil tilbyde en høj service i daginstitutionerne, fordi vi mener, de første år i et barns liv er med til at præge dem resten af livet,« siger han.

Dragør Kommunes normeringsgrad fremgår dog ikke af den samlede opgørelse hos Danmarks Statistik, og det har de seneste dage ikke været muligt for BT at få den oplyst hos kommunen. Dragør Kommune er ikke med i Danmarks Statistiks opgørelse for normering, da der på tidspunktet for indberetning ikke var overensstemmelse mellem Danmarks Statistiks data og Dragør Kommunes data, oplyser fagtilbudschef i Dragør Kommune Janne Gundersen til BT. Hun oplyser endvidere, at kommunalbestyrelsen har besluttet, at 'et sundt frokostmåltid' i kommunens daginstitutioner er 100 procent forældrefinansieret.

»På dagtilbudstaksten (uden mad, red.) er Dragør Kommune ikke dyrere end de omkringliggende kommuner,« siger Janne Gundersen.

Natacha Munk Duun er godt tilfreds med kvaliten i Lucas' vuggestue.

»Lucas er i gode omgivelser med nogle gode, omsorgsfulde og nærværende voksne, og maden er god og økologisk,« siger hun.

Alligevel har hun dog svært ved at se, hvorfor de som familie skal betale så meget ekstra. På en SU og med Michaels indtægt fra hans job som vagtbetjent er der i forvejen ikke meget at rutte med, når de faste udgifter er betalt.

»1.200 kroner om måneden ville betyde en del for os. Vi skal også selv have bleer med ned i vuggestuen. Det er et par pakker om måneden til i alt omkring 100 kroner, så det løber jo op. Det er da nogle penge, man godt kunne bruge andre steder end på en vuggestueplads,« siger Natacha Munk Duun, som gerne så, at der var ens priser i hele landet.

Hun vidste ikke, hvad vuggestuepladsen kostede, før hun blev gravid med Lucas:

»Jeg havde ikke nogle veninder i Dragør, så jeg troede, at det ville koste 2500-3000 kroner, som det gør i mange andre kommuner. Da jeg så den første opkrævning fra vuggestuen, tænkte jeg bare: ‘Av, av, det er mange penge.’«

  • Kommunalbestyrelsen i alle kommuner giver et tilskud til børnepasning, som sendes direkte til daginstitutionen. Derudover betaler forældrene også selv en del af kagen.
  • Forældrebetalingen må maksimalt udgøre 25 pct. af driftsudgifter pr. barn – altså en fjerdedel af kagen.
  • Forældrebetalingen for en plads i børnehave eller vuggestue skal fremgå af kommunens hjemmeside.