Handlende ved grænsebutikken Poetzsch i det nordlige Tyskland var søndag vidner til, hvordan et par Falckreddere brugte en dansk ambulance til at fragte deres indkøb hjem. Det fortæller en af de andre handlende, da BT kontakter hende efter at have set billederne af ambulancen ved grænsebutikken på Facebook. 

- Bag ved os i køen til kassen stod en mand i Falckuniform med en vogn fyldt med sodavand. Kort efter kom hans kollega også og sagde noget i retning af "det var da godt nok meget, du skulle have". Så det lød som om, at det var til privat brug, siger Trine, der handlede ind i grænsebutikken sammen med sin mand.

Hun ønsker ikke at stå frem med sit efternavn, men hendes fulde identitet er redaktionen bekendt.

- Vi tænkte bare, at de måske var kørt derned, da de havde fået fri, men ikke havde haft tid til at skifte tøj, fortæller Trine.

Ude på parkeringspladsen gik det dog hurtigt op for parret, at redderne ikke kørte de adskillige kasser sodavand hjem i en privat bil. I stedet blev udbyttet fra grænsehandlen læsset ind i en gul- og grønmalet ambulance. Det fik Trine til at finde sin mobiltelefon frem og tage et par billeder af optrinnet.

- Jeg synes simpelthen, at det var for vildt, siger hun og uddyber:

- Jeg tænkte, at det kan da ikke være rigtigt, at de tager en ambulance, når skal handle ind. Rent etisk synes jeg bare ikke, at det er i orden. Det er over grænsen.

Falck bekræfter overfor BT, at der er tale om en ambulance fra Falck.