Foreløbigt er små 50 biler blevet trukket fri i løbet af natten, lyder det fra Falck og Dansk Autohjælp, der forventer travlhed søndag formiddag.

Sneen har hvirvlet rundt det meste af natten i Jylland og skabt snedriver på flere veje. Det har resulteret i lidt fritrækninger end normalt hos Falck og Dansk Autohjælp, der dog forventer, at travlheden først for alvor sætter ind, når flere danskere sætter sig bag rattet søndag formiddag.

- Danmark er ikke rigtig vågnet endnu, men selvfølgelig har vi mærket, at der har været snestorm i løbet af natten. Vi har siden midnat lavet 15 fritrækninger, og det er ikke noget, vi plejer at gøre. Slet ikke i løbet af natten til søndag, som normalt er en af de stille af slagsen, siger Ellen Trolle, leder af vagtcentralen hos Dansk Autohjælp, til Berlingske Nyhedsbureau.

Dansk Autohjælp forventer, at travlheden begynder ved 9-10-tiden, når der kommer flere på vejene

- Når nu alle skal ud at købe julegaver eller andet, så forventer vi, at der kommer mere gang i den, og derfor har vi også indkaldt stort set alt, hvad der kan kravle og gå på arbejde i dag, siger hun, men peger samtidig på, at situationen havde set mere graverende ud, hvis det havde været mandag morgen.

- Så havde vi haft væsentligt mere travlt på nuværende tidspunkt.

Samme melding kommer fra Falcks pressechef, Mikkel Andreas Beck, som søndag klokken 7.30 kunne melde om en indtil videre nogenlunde rolig nat.

- Snestormen er heldigvis faldet om natten på en søndag, så der har ikke været mere travlt, end vi i forvejen havde regnet med, og indtil videre har vi foretaget 31 fritrækninger af køretøjer på landsplan, hvoraf kun to af dem har været på Sjælland. Resten har været i Jylland og på Fyn, siger Mikkel Andreas Beck.

Han fortæller desuden, at man har givet starthjælp til 35 biler i løbet af natten.

- Nu må vi se, hvad der sker i de næste timer, når folk er stået op og skal ud at køre, men hvis sneen vælter ned, så regner vi med, at de fleste folk kører efter forholdene. Men der er ingen tvivl om, at vi nok skal få en travl søndag, siger han.

Hverken på DSBs eller Banedanmarks hjemmeside er der tidligt søndag morgen meldinger om forsinkelser på grund af snestormen. Hos Midttrafik, der dækker en stor del af busdriften i et af de foreløbigt hårdest ramte områder i Jylland, er meldingen imidlertid, at man skal »påregne større forsinkelser og uregelmæssigheder på samtlige linjer, såvel regionallinjer som bybuslinjer«.

Snestormen vil formentlig i løbet af søndag formiddag ramme hovedstadsområdet.