Jesper Wengel, Krifas topchef gennem 14 år, er fortid hos Kristelig Fagbevægelse efter en magtkamp, hvor en række chefer nedlagde arbejdet for at få ham sendt på porten.

Kristelig Fagbevægelse (Krifa) har fyret sin mangeårige administrerende direktør, Jesper Wengel.

Krifa oplyser i en pressemeddelelse, at baggrunden for fyringen er en tillidskrise mellem Jesper Wengel og flere chefer i organisationen.

»Hovedbestyrelsen har efter dialog med de involverede parter ikke set andre mulige løsninger,« lyder det.

Ifølge Avisen.dk ligger der en dramatisk magtkamp bag Jesper Wengels fald. I sidste uge henvendte seks af Krifas afdelingschefer sig til hovedbestyrelsen med krav om fyring af Jesper Wengel.

Cheferne havde fået nok af Wengels enevældige og diktatoriske ledelsesstil og udtrykte direkte mistillid til personen Jesper Wengel.

Hovedbestyrelsen holdt møde, hvor den endte med at bakke Jesper Wengel op. Den beslutning fik de seks afdelingschefer til omgående at nedlægge arbejdet og forlade Krifas hovedsæde.

Derefter reagerede mange af Krifas medarbejdere ved at bakke de seks chefer op og kræve Wengel fyret. Det fik hovedbestyrelsen til at vende på en tallerken og fyre Jesper Wengel, der nåede at få 14 år som Krifa-direktør.

Jesper Due, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Københavns Universitet, undrer sig over forløbet. Han hæfter sig især ved, at de seks chefer nedlagde arbejdet:

»Cheferne anvendte dermed et kollektivt kampskridt i en faglig kamp. Det er bemærkelsesværdigt, fordi Krifa jo netop ikke støtter kollektive kampskridt som våben i den faglige kamp. Men nu har Krifa-ansatte selv benyttet sig af strejkevåbnet og nedlagt arbejdet. Og også vist at strejke rent faktisk virker som kampskridt i den faglige kamp,« siger Jesper Due til Avisen.dk.

Krifa har konstitueret direktør Preben R. Jørgensen som administrerende direktør.