Forsvaret var slet ikke forberedt på at håndtere psykisk sårede veteraner fra Balkan tilbage i 90erne. Den dag i dag betaler veteranerne prisen.

Mange danske krigsveteraner kæmper i dag med psykiske problemer som følger af deres udsendelser for Danmark. Og konsekvenserne kan blive et efterslæb, som strækker sig over årtier endnu. De gamle krigsveteraner fra krigen på Balkan fik nemlig ingen hjælp til at håndtere deres oplevelser fra krigen.

Læs også: Mareridtene følger med: Sådan er det at vende hjem efter krigens rædsler

-Dér midt i 90erne var der ikke nogen gennemtænkt plan for, når soldaterne kom hjem. Mange af dem oplevede med rette, at de stod helt alene med deres problemer. Og nu har de oven i købet gået mange år uden behandling, og det gør det bestemt ikke nemmere, siger Flemming Vinther, som er formand for HKKF, fagforeningen for hærens konstabler og korporaler.

Igennem sikkerhedsnettet

Et eksempel, på hvor uforberedt samfundet var på at håndtere psykisk sårede veteraner, er, at Danmark først fik en veteranpolitik i oktober 2010. I 90erne havde man simpelthen ikke forventet, at de mennesker, som blev udsendt, ville komme hjem med psykiske traumer.

-Samfundet har ikke villet anerkende, at det koster noget at sende folk i krig. Det er både Forsvaret, det er sundhedsvæsenet, men også samfundet i det hele taget. Der er ingen tvivl om, at når man sender unge mænd i krig, så får nogle psykiske skader. Det er en viden, man altid har haft. Jeg synes bare, Danmark har været for længe om at anerkende det, siger formand for Psykiatrifonden, Anne Lindhardt.

I dag er der kommet fokus på soldaters psykiske helbred, og Forsvaret har indført obligatoriske forløb efter alle udsendelser. Men en del af de gamle Balkanveteraner oplevede at ryge igennem sikkerhedsnettet.

Fup og fiduser

En af konsekvenserne af, at det psykiatriske system har spillet fallit over for mange veteraner med psykiske problemer, er, at nogle i stedet går til alternative behandlere. Og det er en ren jungle, forklarer Benjamin O. Yeh, som er veteran og talsmand for Veteranhjemmet i København.

Han fortæller, at mens nogle af de alternative behandlere faktisk har hjulpet veteraner videre, er der andre, som skader mere, end de gavner. I et af de mest grelle eksempler har nogle forsøgt at sælge et plaster til veteraner, som angiveligt – på samme måde som et nikotinplaster – skulle kunne kurere dem for posttraumatisk stresssyndrom.

- Det er et cirkus uden lige. Der er så mange, som prøver at tjene penge på veteraner ved at udnytte de PTSD-ramte og deres pårørende på det groveste, siger Benjamin O. Yeh.

”Der har manglet noget”

I Forsvarets Veterancenter erkender man, at der skete et svigt af veteranerne, som var udsendt til Balkan.

- Der er jo sket rigtigt meget siden dengang, og det er klart, at Forsvaret og samfundet som helhed ikke var gearet til at tage hånd om veteranerne på samme måde, som vi er i dag. Der har manglet noget dengang, men vi har et bedre setup i dag, hvor vi løbende justerer og udvikler indsatsen, vi yder over for veteraner og pårørende, siger presseansvarlig Andreas Godfrey fra Veterancentret.