Vi ryger rigtig meget hash herhjemme, men ny undersøgelse viser, at de 15-16 åriges forbrug er faldende.

Danmark er det land i Europa, hvor flest har prøvet at ryge hash. Men nu ser det ud til, at bøtten er ved at vende.

I hvert fald når det kommer til de helt unge på 15-16 år. I dag har hver femte i den aldersgruppe prøvet at ryge hash, mens det gjaldt godt hver fjerde i 2007.

Ifølge Jakob Demant, der er forsker ved center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, kan det hænge sammen med det generelle ændrede syn på beruselseskulturen, der har indfundet sig blandt unge mennesker.

- Gennem de seneste 10 år har der været et fald i, hvor tit de unge har prøvet at drikke sig fulde i niende klasses alderen. Og når der eksperimenteres mindre med beruselse, vil der være en nedgang i antallet af dem, der accepterer rusvirkningen på kroppen, siger han.

Den tendens kan godt overføres til hash.

- Når man ikke har den samme fortrolighed med rusvirkning på sin krop, så er man måske også i højere grad tilbøjelig til at sige fra over for hash, siger Jakob Demant.

Det er Sundhedsstyrelsens netop offentliggjorte rapport 'Narkotikasituationen i Danmark 2011', der har præsenteret den nye viden om unges brug af hash.

Og netop viden er måske endnu en medvirkende faktor til, at hash er blevet mere yt blandt de unge.

Ifølge specialkonsulent fra Sundhedsstyrelsen Kari Grasaasen kan det højere kendskab til stoffets skadelige virkning være medvirkende til, at flere siger nej tak. Den teori synes Jakob Demant også at tilslutte sig.

- Det er blevet mere udbredt at bekymre sig for de sundhedsrisici, der er forbundet derved og for, om de for eksempel kan følge med i skolen. Det får formentligt færre til at ryge hash, siger han.

6,2 procent af 9. klasseeleverne har røget hash inden for den seneste måned, mens det tal var på 10,6 procent for fire år siden.

/ritzau/