En kold efterårsmorgen for to et halvt år siden blev en 36-årig kvinde fra Myanmar fundet livløs på stranden nær sit midlertidige hjem, Asylcenter Hanstholm.

Halvanden time forinden havde hun fortalt sin mand og deres to små piger på ét og fire år, at hun skulle vaske tøj. Men den 36-årige kvinde gik i stedet mod Vesterhavet, og senere samme dag blev hun erklæret død. Hun havde efter alt at dømme druknet sig.

Historien om kvinden fra Myanmar er en del af en kedelig statistik på landets asylcentre. Der sker kun få selvmord, men adskillige asylansøgere forsøger hvert år at tage deres eget liv.

Nye tal fra Udlændingestyrelsen, som Berlingske Nyhedsbureau har fået indsigt i, viser dog, at tallet er på vej til at stagnere efter en årrække med stigninger. I alt forsøgte 43 asylansøgere at begå selvmord eller udviste selvmordstruende adfærd i 2014. Året før var tallet 65 og i 2012 58.

Faldet i 2014 er sket, selv om der er kommet markant flere asylansøgere til Danmark. Sidste år var der i gennemsnit 7.111 beboere på landets asylcentre mod 5.048 i 2012.

»43 selvmordsforsøg er 43 for mange,« fastslår Lars Enevold Andersen, der er leder af Asylcenter Hanstholm.

Han har oplevet mange selvmordsforsøg blandt beboerne, men også han har mærket, at der er sket et fald det seneste år.

»Jeg tror, det hænger sammen med, at sagsbehandlingstiden er blevet markant kortere. Vi havde 12 selvmordsforsøg og ét selvmord i 2012, og det var alle sammen asylansøgere, der var blevet afvist, og sad og ventede på at blive sendt hjem. Det handlede simpelthen om et desperat råb om hjælp,« siger Lars Enevold Andersen.

På få år er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, når flygtninge søger om ophold, faldet fra mere end fem måneder til to måneder, og langt hovedparten af alle asylsager blev behandlet på cirka 50 dage i 2014.

Chefpsykolog Ivan Doulgerof fra Dansk Røde Kors’ asylafdeling peger dog på, at det faktiske antal selvmordsforsøg kan være højere.

»Der vil være flere selvmordsforsøg, som ikke bliver fanget af personalet på centrene. Dem, der fremgår af statistikken, vil ofte være dem, der bliver indlagt på et hospital eller en psykiatrisk afdeling. Men hvad med den unge mand, der forsøger at hænge sig i sit bælte fra radiatoren, men opgiver, fordi det er for svært? Han bliver ikke registreret,« siger han.

Selv om ventetiden er blevet kortere, spiller uvisheden stadig ind på den ulykkelige statistik, vurderer Ivan Doulgerof.

Ved udgangen af 2014 sad der da også 1.831 afviste asylansøgere i udsendelsesposition, viser endnu ikke offentliggjorte tal fra Nationalt Udlændingecenter under Rigspolitiet. Det er mere end en tredobling i forhold til 2009, hvor 510 asylansøgere ventede på at blive sendt hjem.

Ivan Doulgerof peger dog også på andre årsager.

»Asylansøgerne er påvirkede af tabet af deres hjemland og den kultur, de kender. Og deres sunde antagelser om dem selv, sikkerheden, fremtiden og omverdenen kan være ødelagte. Det er med til at underminere grundlaget for et godt og sundt liv og kan føre til udvikling af en adfærd, der er skadelig for helbredet,« forklarer chefpsykologen.

Hos Udlændingestyrelsen glæder chef for forsørgelseskontoret Jesper Gori sig over, at antallet af selvmordsforsøg er faldet.

»Vi har i samarbejde med vores indkvarteringsoperatører indført en række konkrete tiltag, der netop skal forhindre såkaldte hændelser. Et eksempel er, at alle nyankomne asylansøgere tilbydes medicinsk screening, så særligt sårbare asylansøgere identificeres,« siger han i en skriftlig kommentar.