Stena Line må aflyse flere afgange mellem Grenå og Varberg efter brand på Stena Nautica

Tidligt torsdag morgen udbrød der brand i en lastbil på det øverste vogndæk på færgen.

Besætningen fik hurtigt kontrol over ilden, og i samarbejde med politi og brandfolk i land, blev branden fuldstændig slukket, da færgen anløb Varberg omkring klokken syv.

- Heldigvis kom ingen passagerer noget til, og færgen er nu rømmet for både biler og passagerer. Også på det dæk, hvor branden opstod, har folk selv kunne køre deres biler i land. Nu er det kun den lastbil, der gik ild i, der står tilbage på dækket.

Det fortæller direktør for Stena Line Carsten Kruse til bt.dk.



Det er endnu uvist, hvorfor der pludselig udbrød brand i lastbilen, og ifølge direktøren var det det omfattende overvågningsudstyr på færgen og sikkerhedsprocedurerne ombord, der gjorde, at ilden blev opdaget så hurtigt.

- Vi har videoovervågning, brandmeldere og besætningsmedlemmer, der hele tiden går rundt og sikre, at alting er i orden.

Da nyheden om færgebranden dukkede op tidligt torsdag morgen, tænkte mange straks på katastrofebranden på Scandinavian Star i 1990, hvor 158 mennesker mistede livet. Også direktør Carsten Kruse.

- Det var da også straks en tanke, der dukkede op hos mig, da jeg blev ringet op meget tidligt i morges. Der er sket rigtig meget med de krav, myndighederne stiller til os siden branden på Scandinavian Star. Der er blevet investeret milliarder af kroner i sikkerhed, og generelt er sikkerhedsniveauet gået meget op, siger han og tilføjer, at man aldrig fuldstændig kan forhindre, at der opstår brand ombord:

- Men når der kan gå ild i en færge på en rasteplads, kan der naturligvis også gå ild i en lastbil, der holder parkeret på et færgedæk. Det er også derfor, vi er nødt til at have et beredskab, der kan klare det, siger direktøren.

Selv om brandskaderne er begrænsede, går der et stykke tid, før færgen kommer ud at sejle igen.

- Nu skal vi have gennemgået hændelsesforløbet og undersøgt færgen, og der venter nok også et større rengøringsarbejde, siger Carsten Kruse.

Stena Line har kun denne ene færge på ruten, så Carsten Kruse henviser de passagerer, som skal ud og sejle i nærmeste fremtid, til at orientere sig på firmaets hjemmeside.

Brandteknikere skal nu nærmere undersøge, hvorfor branden opstod.