En 42-årig fængselsbetjent fra Vestre Fængsel er i dag blevet idømt 60 dages fængsel for at overfalde en indsat, skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse. Dommen faldt i Københavns Byret, og den dømte har anket dommen til Landsretten.

Fængselsbetjenten blev sigtet og tiltalt for vold efter straffelovens paragraf 244, da han tilbage i april overfaldt den indsatte Toke Lorenzen. Han afsonede på det tidspunkt en straf for hash-handel, da han torsdag d. 24 april om aftenen ringede på klokken for at komme på toilettet.

Der gik ifølge Toke Lorenzen over en time, før de to fængselsbetjente fulgte ham på toilettet. Det var ikke okay, og det gav han udtryk for til de to fængselsbetjente. Da de efterfølgende kom tilbage til Toke Lorenzens celle, gik det galt.

- Da jeg kommer tilbage, slår jeg en bøvs, idet jeg gå ind i cellen. De lukker døren og slukker for al strømmen, så køleskabet, fjernsynet og lyset går ud. Jeg ringer med klokken igen, og da han åbner døren, siger han: Skal du sove i en anden celle? Jeg siger nej tak, og så træder han ind i cellen, har Toke Lorenzen tidligere fortalt til BT.

- Da han slår mig første gang, ryger jeg ned på sengen. Derefter bliver jeg enten skubbet eller falder ned på gulvet, hvor han tildeler mig slag, indtil jeg begynder at skrige, siger Toke Lorenzen.

Under dagens retsmøde var der indkaldt flere vidner - heriblandt både ansatte og indsatte i fængslet. Ud fra deres forklaringer samt den tiltalte og offerets forklaring kom retten frem til, at den tiltalte betjent ikke havde lovlig grund til magtanvendelse. Han blev dømt for 'at have slået den indsatte med flere knytnæveslag mod ansigtet, også mens den indsatte lå ned i sin celle'.

Anklagemyndigheden krævede, at den nu dømte fængselsbetjent skulle have en fængselsstraf på mindst 60 dage. Et ønske som retten efterkom.

- Vi fremførte, at det er en skærpende omstændighed, når en fængselsbetjent begår vold mod en indsat, han er ansat til at passe på. En indsat befinder sig her i en særlig udsat position, siger anklagerfuldmægtig Maria Fanø-Fredeløkke.

Siden Anklagemyndigheden rejste tiltale mod fængselsbetjenten, har han været suspenderet fra sit arbejde. Det risikerer han nu helt at miste, da det er et krav, at man er ustraffet, hvis man skal arbejde som fængselsbetjent.