Bruger du billeddelingstjenesten Flickr, og har du billeder liggende, der helst ikke skal ses af offentligheden, skal du måske tjekke din konto igenem en ekstra gang

Den populære delingstjeneste opdagede nemlig i sidste uge, at flere brugeres private billeder ved en fejl er lagt ud på hjemmesiden, så alle kan kigge på dem.

Det skriver politiken.dk. Det drejer sig om billeder uploadet fra april til december sidste år og er altså begrænset, men billederne har ifølge politiken.dk ligget til offentlig skue siden den 18. januar. 

Den fatale fejl blev opdaget ved et rutinetjek fredag morgen dansk tid, og Flickr gjorde øjeblikkeligt alle billeder private og sendte en mail ud til dem, der var blevet ramt. 

Men at alle billeder herefter blev gjort private kan også have konsekvenser for nogle brugere, for eksempel fotografer, der bruger tjenesten til at reklamere for deres evner indenfor billeder. Hvert enkelt billede, som andre gerne må se, skal nemlig et for et gøres offentlige igen. For eksempel kan det for fotografer betyde, at de skal kigge hundredvis af billeder igennem. 

Har du ikke fået en mail fra Flickr-tjenesten, er dine billeder ikke ramt af problemet. 

Flickr er en internettjeneste, der giver dig mulighed for at uploade og dele billeder med venner, bekendte og den brede offentlighed. Det bruges også som opbevaring for billeder, der skal bruges til opgaver og andet.