Da en ung mand i et interview indrømmede, at han under dette års Roskilde Festival har en helt bestemt mission, var han sandsynligvis ikke klar over, hvad hans udtalelser ville sætte gang i. Den unge, 18-årige Tobias Valbjørn indrømmede nemlig over for Ibyen, at han har planer om et såkaldt 'røvtogt' under sangerinden Rihannas koncert. 

- Rihanna handler om, at jeg skal på røvtogt! Det er en disciplin, jeg og en af mine venner har praktiseret i Musicions Hal 12 i Roskilde, hvor vi begge har arbejdet. Når der var fester med mange mennesker, var vi nogle lummergøje, der gik og tog på pigernes røve. Det er blevet et fænomen i vennekredsen, og da vi hørte, at Rihanna kommer på Roskilde, var vi sådan lidt: Okay, dér kommer nok mange damer. Så skal vi på røvtogt, sagde Tobias Valbjørn blandt andet til Ibyen, da de interviewede ham og flere forskellige festivalgæster om, hvad deres planer for årets festival er.

Og den udtalelse har fået Facebook til at gløde af rasende brugere. Især fordi Tobias Valbjørn samtidig er en af Roskilde Festivals mange vagter, der egentlig skal sørge for god ro og orden på festivalpladsen. Facebook-brugerne ser derfor ikke ser mildt på, at en af musikfestivalens vagter reelt set indrømmer, at han har tænkt sig at seksuelt forulempe flere af de kvindelige koncertgæster.

- Jeg havde faktisk helt overset, at han skulle arbejde som vagt på selve festivalen, første gang jeg så det her. Så er den bare endnu værre. Det ville være en fin gestus fra festivalledelsen, at som ABSOLUT MINIMUM give knægten en gigantisk, offentlig reprimande og tage afstand fra hans udtalelser. Den nemme løsning ville selvfølgelig bare være at høvle ham ud på røv og albuer med klippet armbånd og persona non grata-status up the wazoo. Den er ikke god for nogen organisation at have stående på sig, den der, skriver Christian Friis Jensen blandt andet på Facebook i en af de mange tråde, der er opstået, efter artiklens indhold er blevet delt på det sociale medie.



Ejeren af tråden, Mads Ananda Lodahl, begynder den selv med ordene 'Pas på'. Han fortæller, at han viste artiklen til en af sine veninder, der selv skulle af sted til festivalen. 

- 'Det er da sjovt. Vi er en flok veninder, der tager på Roskilde Festival hvert år bare for at smadre albuer ned i snotten på drenge, der ikke kan holde fingrene for sig selv. Og vi havde faktisk tænkt på at tage til Rihanna. I øverigt meget fedt at Roskilde har sådan et svin ansat som vagt', var det svar, han fik fra sin veninde, da han viste hende artiklen.

Selv skriver Mads Ananda Lodahl længere nede i tråden, at han selv finder historien syg. 

- Ja, altså han planlægger jo faktisk seksuelle overgreb sammen med sine venner. Selvom han og artiklen får det til at fremstå helt uskyldigt, så er det jo det, han gør. Det er jo sådan set også ulovligt, skriver han.

Flere på Facebook gør det klart, at de selv har rettet henvendelse til Roskilde Festival med historien. Og flere af dem har også fået svar på festivalens Facebook-side. 

- Roskilde Festival handler om kærlighed, at dele og krydse grænser - men ikke på denne måde. Vi tolererer på ingen måde sexchikane af nogen. Uheldigvis glemmer nogle mennesker, at med frihed kommer der også et ansvar for at respektere andre menneskers grænser. Roskilde Festivals Tolerance Team er på sagen. Pas godt på hinanden, lyder et af svarene på festivalens Facebook-side.