For fem år siden skiftede Sanne Christensen navn. Hvor andre gør det, fordi de tror på numerologi, ønskede hun kun at leve som den selvstændige og modige kvinde, hun vidste, at hun var inderst inde.
Hun var fire måneder gammel sidst, hun hed Fabiola. Da den lille pige kom som adoptivbarn fra Colombia i 1981, var det som Fabiola, men hendes forældre i Ølstykke valgte at kalde hende Sanne Christensen, og det hed hun hele sin barndom og ungdom. Men ikke med sin gode vilje.
»Jeg hadede at hedde Sanne. Der var dårlig energi i det navn, og jeg følte mig ikke som en Sanne. Folk havde heller aldrig noget pænt at sige om det navn. Hvis de sagde noget, var det: ’Nårhh ligesom Sanne Salomonsen’,« husker den i dag 35-årige Fabiola Christensen.
Det rigtige navn
Det er i dag fem år siden, hun skiftede sit havn og valgte igen at kalde sig Fabiola. Ikke fordi hun tror på hverken numerologi eller nemme løsninger. Hun kunne bare mærke, at det var det rigtige. Lige siden er hun kun blevet bekræftet i, at valget var det rigtige – selvom det var svært.
»Der var en af mine venner, som spurgte mig, hvorfor jeg ikke bare skiftede navn. Men faktisk var jeg mest af alt bange for at såre mine forældre. Mest min mor. Jeg vidste, hun ville blive rigtig ked af det. Men jeg kunne ikke bære, at der skulle stå Sanne på min gravsten,« forklarer hun.
»Min ven spurgte, om det ikke var mit navn og mit liv? Jo. Jeg var over 30 år og var stadig optaget af at leve op til mine forældres forventninger, selvom jeg drømte om at blive et selvstændigt og lykkeligt menneske.«
Årsagen til navneforandringen bundede i langt mere end forfængelighed. At skifte navn var for Fabiola en proces, hvor hun løsrev sig fra de forventninger, hun var vokset op med i Ølstykke i 80erne og 90erne.
»Jeg gjorde altid dét, jeg troede var det rigtige. Dét, der blev forventet af mig. F.eks. handlede det om at få en uddannelse lige efter skolen. Ikke noget med at holde et sabbatår,« siger hun og ryster på hovedet.
Derfor kom den unge Sanne Christensen i lære i en møbelforretning hjemme i Ølstykke.
»Jeg var i møbelbranchen i ti år. Og i ti år var jeg mellemtilfreds. Jeg vågnede, gik på arbejde og gik hjem igen. Jeg tænkte aldrig over, om det overhovedet var dét, jeg ville. Det var et leverpostejsliv. Men jeg fik min løn og brugte pengene på regninger og rejser. Det var hele formålet med mit liv, og jeg spekulerede aldrig over, om der kunne være et højere formål end det.«
Barn og hus
Fabiola Christensen fik rækkehus og en datter, for det var de klassiske værdier som villa, volvo og vovhund, der var fremherskende i Ølstykke, og derfor også dem, hun blindt gik efter.
Efter årene i møbelbranchen fik hun job i Novo Nordisk, hvor hun arbejdede som vikar. Hendes opgave var at køre truck og sætte mærkater på kasser.
»Det var et endnu mindre spændende job, og jeg var der kun på grund af lønnen.«
Men inde i hende spirede ideen om, at der måtte være noget større.
»Jeg spurgte engang mine kolleger i Novo Nordisk over fredagskagen, om de var glade for at være der. Det viste sig, at hver og en af dem drømte om at lave noget helt andet. De var der kun på grund af frokostordningen, medarbejderaktierne, lønnen og fitnesscenteret. Alle vidste, at Novo Nordisk var det bedste sted at arbejde, og hvis de sagde farvel til dét arbejde, var det også farvel til huset og den årlige sommerferie.«
Samtalen plantede en angst i livet hos Fabiola Christensen.
»Jeg kan huske, at jeg blev bange for, at jeg skulle ende som dem. Helt tom i ansigtet. Uden nogen passion. Jeg sagde op, selvom alle sagde, at jeg var skør. Der er da ingen, der siger op på Novo Nordisk. Jeg var i forvejen alenemor til en lille pige og havde mit rækkehus i Ølstykke. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle i livet,« husker hun, som ikke havde anden uddannelse end lærepladsen fra møbelhuset.
»Jeg kan huske en dag, hvor jeg lå i min seng og tænkte, om dét var alt, hvad jeg skulle i livet? Var der ikke andet, jeg skulle? Jeg blev simpelthen så deprimeret.«
Den hemmelige længsel
Inden i hende rumsterede uudtalte tanker. Den ene var, at hun i virkeligheden skulle hedde Fabiola. Den anden var, at hun skulle være selvstændig erhvervsdrivende – i en eller anden retning.
»Men jeg sagde det aldrig højt. Jeg troede ikke, det var en mulighed at blive selvstændig, og jeg ville ikke skuffe nogen ved at skifte navn.«
I bund og grund manglede Fabiola Christensen modet til at tage skridtet og skifte navn. Så i den kommende periode udfordrede hun sig selv på mange områder som optakt til navneskiftet.
»Jeg var bl.a. på et kursus, hvor jeg gik på glødende kul. Jeg besteg et højt og ufremkommeligt bjerg, og jeg begyndte til boksning. Jeg havde været så begrænset af mine egne tanker om, at jeg ikke var god nok, tynd nok og smuk nok. Jeg troede ikke, jeg kunne gøre noget af dét, jeg drømte om. Men jeg fandt mere og mere ud af, at jeg godt kunne de ting, jeg prøvede,« siger hun og tænker sig længe om.
»Jeg gjorde alt det, jeg var bange for. Men i virkeligheden var dét, jeg var allermest bange for, at skifte navn og være mig selv. Men jeg vidste jo godt, at jeg var Fabiola – indeni.«
Ved siden af mærkaterne og gaffeltrucken i Novo Nordisk havde hun syslet med online markedsføring, som på det tidspunkt var meget nyt i Danmark.
»Jeg fik ofte mail med lagersalg, som jeg sendte videre til mine veninder. Det greb mere og mere om sig, selvom jeg ikke troede på det. Men det endte med at blive min første virksomhed. Et år senere blev jeg kåret som årets næstmest succesfulde kvindelige iværksætter,« siger Fabiola Christensen stolt.
»Alligevel havde jeg ikke troen på, at jeg kunne være en succesfuld iværksætter. Jeg var jo bare Sanne fra møbelbutikken i Ølstykke,« husker hun.
Men hun havde fået en forsmag på, at hun godt kunne blive succesfuld som selvstændig.
Det nye navn
Den 19. marts 2012 tog hun mod til sig og gik på kirkekontoret.
»Jeg havde ikke sagt noget til min familie, for jeg ville ikke tage konflikten på forhånd.«
På kontoret sad en ældre kvinde, som tydeligvis var træt af folk, der ville skifte navn.
»Hun troede, det var noget, jeg gjorde for sjov, og hun ville nærmest ikke lade mig skifte. Men jeg tænkte, at det skulle hun ikke blande sig i.«
Helt som hun havde forventet fik navneskiftet konsekvenser.
»Min mor talte ikke til mig i to uger efter,« siger Fabiola Christensen og bliver stille.
»Hun kalder mig stadig Sanne. Det gør min søster og min mormor også. Men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg har fået det godt. Ligesom i flyet, hvor man skal tage sin egen iltmaske på, inden man hjælper andre, skal jeg også være modig og tage ansvar for mit eget liv, inden jeg opfordrer andre til det samme,« siger hun.
I dag er Fabiola Christensen selvstændig og underviser i motivation, selvudvikling og personlig branding. Hun holder foredrag og hendes podcast ’Fabiola Share’ har over 60.000 lyttere.
