Indeklimaet er alt for dårligt i danske boliger. Damp fra badet og tørring af tøj er blandt de største syndere.

Hvor svært er det lige at åbne vinduer og døre på vid gab i nogle få minutter et par gange eller tre dagligt?

Ikke særligt svært, vil de fleste nok mene.

Alligevel er det de færreste af os, der får det gjort. Og det er med til at skabe et generelt alt for dårligt indeklima i de danske boliger.

Danmarks største forsikringsselskab har netop lavet en undersøgelse med deltagelse af boligejere fra 500 husstande. Og på baggrund af undersøgelsens resultatet opfordrer forebyggelseschef i Tryg, Charlotte Gøttler, til at fokusere mere på, hvad man kan gøre i det daglige for at forbedre indeklimaet.

»En familie på to voksne og to børn afgiver cirka ti liter vanddamp i døgnet gennem aktiviteter som bad, vask og madlavning. Hvis den fugt ikke lukkes ud via udluftning, er det et problem. Fugt skaber gode betingelser for støvmider og skimmel, og den relative luftfugtighed i en bolig bør ikke være højere end 60 procent - helst lavere. Om vinteren, hvor udeluften indeholder mindre vanddamp, skal den relative fugtighed indendørs højst ligge på 40-45 procent,« siger Charlotte Gøttler.

Det er nemlig ganske simple ting og blot små ændringer i dagligdags vaner og rutiner, der skal til.

For eksempel er det over halvdelen af de adspurgte, som plejer at åbne døren på vid gab til badeværelset, når de er færdige med brusebadet. Men med den uvane lukkes der store mængder vanddamp ud i den øvrige del af boligen i stedet for at få vandet ledt ud enten gennem et vindue eller en ventilator.

En anden af de store syndere til at skabe fugt i boligen er at tørre vasketøj indendørs. Ikke færre end ni ud af ti erkender, at de gør det ind imellem.

Men blot en enkelt maskinvask afgiver to liter vand, og ved indendørs tørring af tøj vil vandet blive opsuget i vægge, møbler, tæpper og øvrigt interiør, hvis det ikke bliver ledt væk.

Og så er vi tilbage ved udgangspunket - at danske boligejere er for dårlige til at lufte ud.

Kun hver tredje af de medvirkende i undersøgelsen lufter ud flere gange dagligt i opholdsrum som stue og køkken/alrum. Mens en femtedel kun lufter ud en gang om ugen eller endnu sjældnere.

Hvilket er meget langt fra indeklimaeksperternes anbefaling, som lyder på mindst tre daglige udluftninger med gennemtræk.

Trygs undersøgelse er lavet i samarbejde med tjekditindeklima.dk, som står bag et såkaldt indeklimakort, der måler temperatur og luftfugtighed i boligen. En indikator på kortet skifter farve alt efter, hvornår det er tid at åbne døre og vinduer.