Lyt til artiklen

Den kendte kulturmand Christian Have, der arbejder med alt fra Det Kongelige Teater til X Factor, har i 30 år reklameret med en kandidatgrad, som han ikke har. Det er forbudt

En af dansk kulturlivs absolutte spidser har fuppet med sin uddannelse.

I mere end 30 år har Christian Have, der er ejer og kreativ direktør i Have Kommunikation, kaldt sig cand.phil. fra Københavns Universitet. Men det passer ikke - han har slet ingen uddannelse fra universitetet, skriver KU til B.T.

’Du har bedt om at få oplyst, om Christian Have er cand.phil. herfra. I den anledning kan det oplyses, at Christian Have ikke har opnået en grad fra Københavns Universitet,’ skriver chefkonsulent Dorrit Wivel fra Københavns Universitet.

Christian Have, der blev kendt som trommeslager i Mabel i 70’erne, har skrevet universitetsgraden, som han altså ikke har, på fire fagbøger, og indtil B.T. tirsdag tog kontakt til ham stod der ’cand.phil. fra Københavns Universitet’ på hans mange cv’er. Det har han nu fjernet.

Erkender fejlen

Fup-titlen stod på cv’et, da han selv fik flere bestyrelsesposter og hans firma Have Kommunikation store kontrakter med offentlige kulturinstitutioner, heraf mindst tre ministerier og fire kommuner.

I en mail til B.T. erkender Christian Have, at han aldrig har haft den universitetstitel, som han har benyttet.

’Hvilket er mit ansvar alene, og som jeg beklager,’ skriver Christian Have.

Christian Have har en lang række poster i det danske kulturliv. Han sidder både i bestyrelsen i Det Kongelige Teater, og hans firma er presseansvarlig for DRs tv-program X Factor.

Bare under H.C. Andersens 200 års jubilæum i 2005 fik Christian Haves firma 3,6 millioner kr. for at håndtere pressen. Men han har også stået for Michael Jacksons skandinaviensturné i 1997 og European Film Awards i København i 2009 samt Reumert- og Bodilpriserne.

Ulovligt

B.T. har den sidste uge afsløret, at Foghs tidligere spindoktor, nuværende tv-vært Michael Kristiansen og den nuværende top-rådgiver i Justitsministeriet Peter Goll har pyntet sig med uddannelser, som de aldrig har afsluttet.

Det er ifølge universitetsloven ulovligt at bruge en kandidatgrad, som man ikke har.

Ifølge direktøren for Danmarks største rekrutteringsfirma, Mercuri Urval, er der fejl i hvert tiende cv.

- Egentlig snyd, hvor man opgiver universitetetsgrader, man ikke har, ser vi sjældent, siger direktør Christian Kurt Nielsen, der oplyser, at man aldrig vil ansætte en person, der bliver fanget i at snyde.

Senest blev Christian Have udnævnt til bestyrelsen i Det Kongelige Teater af kulturminister Uffe Elbæk (R). Han siger til B.T., at han to gange har set Christian Have privat.

- Nu kender jeg kun historien fra jer. Men det er altid ærgerligt, hvis nogen pynter sig med lånte fjer. Jeg går principielt ind for, at man skal sige sandheden, siger Uffe Elbæk, der fortæller, at han har udpeget Have på grund af hans kompetencer i kommunikation og markedsføring. Han vil bede Christian Have om en forklaring.

Troede, det var o.k.

Netop en forklaring giver Christian Have i en mail.

’Tak for din mail vedr. min kandidatgrad. Jeg kan kun sige, at jeg blev overrasket og naturligvis ked af, at det kan se ud som om, jeg ønsker at ’pynte mig med lånte fjer’,’ skriver han til B.T.

’Baggrunden er, at jeg indtil 1976 læste dansk på Københavns Universitet. Popmusikken og det dertil hørende turnéliv betød, at jeg på daværende tidspunkt besluttede at udsætte mine studier,’ skriver Christian Have, der havde forstået på universitetet, at han måtte bruge titlen.

’Det blev som bekendt aldrig relevant at vende tilbage til studiet, da mit liv og karriere gik andre veje. Derfor har jeg ikke i alle disse år tænkt over, at der kunne være problemer i at benytte cand.phil.-titlen. Det er naturligvis min fejl ikke at have tjekket dette ordentligt,’ skriver Christian Have.