Når en elsket dør, skal vi finde en ny måde at være i verden på. Med afsæt i sin syvårige søns død går journalist og forfatter Esben Kjær i sin kommende bog i kødet på et sejlivet tabu: Sorg skal have lov til at fylde noget mere.
»Vil du ikke lade være med at citere fra det kapitel, hvor jeg beskriver Sebastians død? Det kommer til at virke nekrofilt. Jeg har ikke lyst til at læse det og genopleve det.«
Efter halvanden times samtale om sønnens død og sorgen, der fulgte, forstår man journalist og forfatter Esben Kjær, der hver lørdag også er vært på P1-programmet »Bagklog«.
Den 10. maj udkommer hans bog »Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet«, og det er næsten ubærligt at læse om hans syvårige søns kræftdød for os andre. Hvordan det har været at gennemleve, beskrive og genopleve ved læsning om og om igen, kan man som udenforstående kun teoretisere over.
Sebastian fik konstateret en sjælden lungehindecancer i 2011. Der var ingen overlevelseschance, men Esben Kjær og hans kone er ressourcestærke mennesker, der var vant til at kunne ændre verden, hvis den ikke gjorde, som de ville. Så de kæmpede og søgte vidt og bredt efter anden, alternativ behandling.
De fandt lidt håb i Østrig, men da lægerne gav endeligt op, og Sebastian, alt for lille til den slags, indså, at han skulle dø, tog han det roligt. Som om han vidste det hele.
En tidlig junimorgen i 2012 åndede Sebastian stille ud med familien omkring sig på familiestuen på Rigshospitalet.
»Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet«, der udkommer nu, knap fire år senere, er Esben Kjærs erkendelsesrejse gennem sin personlige sorg, men den er også et forsøg på at råbe os andre op.
Med en blanding af personlig beretning, egne refleksioner og udsagn fra sorgforskere og andre eksperter fortæller han, at sorg er så meget større, end vi gør den til. Den skal omfavnes og bruges, tales om og symboliseres. Sorg er gigantisk og noget, der ændrer folk for evigt. Jo før vi indser det, jo bedre, mener Esben Kjær.
I gangen i hjemmet i villalejligheden på Frederiksberg har familien en hylde, der fungerer som alter til ære for Sebastian. Her står friske blomster og tændte fyrfadslys. En madonna-statuette, der symboliserer den feminine kærlighedsenergi, med krystalhjerter hængt om halsen. Et egyptisk kors og en række små træelefanter købt i Østen af venner.
Familiens mindste søn tager ofte tegninger og andet, han har lavet i børnehaven, med og lægger det til Sebastian.
At sige et stilfærdigt »Hej Sebastian«, når de går forbi, er blevet et naturligt ritual. Sebastians grav på Frederiksberg Kirkegård er Esben Kjærs meditiationssted. »Sebastians ambassade her på Jorden«, som han siger.
»Nogle vil tænke: Hvorfor dyrker du sorgen? Men det er befriende at have et fortsat forhold til Sebastian. Ved at give Sebastian plads kan jeg have et afslappet forhold til ham. Han ville for alvor fylde, hvis jeg ikke gav ham den plads, han skal have. På den måde sætter han mig fri.«
Gennem sin research til bogen har Esben Kjær indset, at der efter den første fase med dyb sorg over tabet kommer en fase to, som varer resten af livet.
»Ikke som et gigantisk problem, men som en kraft, du skal besøge en gang imellem. Der er først, når du holder op med at besøge sorgen, at den giver problemer.«
Han forstod også, at der ikke var en mening med Sebastians død. Der er en mening i hans død.
»Efter min søns død kæmpede jeg meget for at give min verden mening. Hvem gider at være i en verden, hvor ens børn dør? Der bliver man nødt til at rekonstruere mening. At kunne det i fællesskab med min kone har været en enorm styrke.«
Meningen i sorgen har for Esben Kjær været at bruge den energi, der blev sluppet løs i ham efter tabet, til at vokse »og blive den bedst mulige version af mig selv for at ære Sebastian. Som en slags hyldest til ham,« siger han.
For Esben Kjær er sorg både en energi og en »transformerende kraft«, menneskeligt, følelsesmæssigt, erkendelsesmæssigt, spirituelt, religiøst. En kraft, vi skal omgås varsomt, og som vi ikke har bedt om at få sluppet løs i vores liv. Men den kommer til at ændre os, uanset om vi vil det eller ej, mener han.
»Sorgen skal have luft. Ligesom vrede. Under kontrollerede forhold.«
Før Sebastians død var Esben Kjær, efter eget udsagn, en handlekraftig og kontant mand. Overbevist om at hans opfattelse af tingenes tilstand var den rette.
»I dag er jeg holdt op med at være Gud i mit eget liv og tro, at jeg kan styre alting. Jeg er blevet mere empatisk og rund, og mit ego er blevet mindre – eller har ændret sig.«
Inspireret af omverdenens berøringsangst over for hans sorg efter sønnens død, forsøger Esben Kjær at stille op, når andre viser tegn på krise.
»Det er også en måde at konstruere mening på i sorgen. Det er sket i kraft af Sebastian. Så de transformationer, der er sket med mig, tilhører på en måde også ham. De er en effekt af ham og hans død. Derfor giver det mening for mig.«
Han skal tænke lidt over spørgsmålet om, hvorvidt hans sorg er blevet hans identitet. Endnu et projekt. Men han føler sig ikke som offer for sorgen, og han har ikke skrevet sin bog, for at stive sig selv af, mener han.
»Sorgen fylder ikke alt. Jeg går ikke rundt og er konstant ked af det. Jeg lever et relativt normalt liv i dag, hvor jeg giver sorgen den plads, den skal have. Sorgen kommer og går.«
Han undgår bevidst at lyde som en selvhjælpsguru, der mener, at Sebastians død i virkeligheden er en gave, der har fået ham til at vokse som menneske.
»Sorg er ikke en gave. Sebastians død er en katastrofe og den største tragedie i mit liv. Men når det nu er sådan, så handler sorg ikke om, hvor ondt det gør, og hvor synd det er for mig. Men derimod om, hvem jeg vil være, når det nu er sådan. Jeg synes, det er helt vildt, hvad sorgen har gjort ved mig som person. Det er på en morbid måde det mest effektive selvudviklingskursus, jeg nogensinde har taget. Jeg har forandret mig mere de sidste tre år, end jeg har gjort de foregående tredive.«
Han svarer på spørgsmålet, inden det bliver stillet.
»Jeg hævder ikke, at man har fuldstændig kontrol over sorgen, og at den skal være endnu et projekt. Men man kan prøve at overveje, om man kan styre i en eller anden retning og lande et sted, som er bedre. Sorgen er ikke tillokkende, men den er fandeme interessant. Den er en unik proces og som sådan det vildeste trip på den ufede måde.«
Ifølge Esben Kjær har vi og samfundet som helhed en selvdestruktiv måde at tænke sorg på. Vi synes, sorg er en sygdom, der skal kureres og begraves, så vi kan komme videre i livet. Det er misforstået, mener han.
»Vi lægger låg på. De døde er i vejen. Når vi efter nogens død siger: »Du må komme videre«, så beder vi dem jo undertrykke noget, som altid vil være i dem. Hvorfor fanden skal man undertrykke det? Det skal have sin plads. Vi skal omfavne de døde og give dem plads i livet. Vi skal se det som en transformationsproces. Den døde kommer til at ændre os. Men vores forhold slutter ikke. Når jeg tænker på Sebastian, så er han ikke et minde, men en kraft, der stadig former mig.«
Efter flere års engagement i personlig udvikling efter sønnens død uddannede Esben Kjær sig til yogalærer, og han har skærpet sit kritiske blik på nogle af det vestlige samfunds normer.
»I andre samfund har der været mere plads til det åndelige. Hos os er meningen med livet at arbejde i en lineær karrierekurve.«
Han tegner kurven i luften.
»Det er katastrofalt og en enøjet idiotisk måde at se det på. Kun et fattigt og åndløst samfund tænker på de døde på den måde, og det er meget skadeligt for de efterladte. Alle de ting, du undertrykker, kommer jo ud på andre måder.«
Han nævner De Dødes Dag i Mexico, hvor man fejrer de døde en gang om året, og andre kulturer, hvor de døde spiller en aktiv rolle i kulturen.
»Herhjemme har vi ikke en skid.«
Sebastian er død, men han lever videre på sin egen måde i villaen på Frederiksberg, forstår man. Dog kun inden for lejlighedens fire vægge. Og det er forkert, mener Esben Kjær.
»Jeg ville ønske, han havde et liv uden for hjemmet, og at samfundet også kunne give ham plads. Men det gør det ikke. Her i familien har vi et enormt behov for, at Sebastian også er en del af en større kreds af folk. Men folk tier ham ihjel. Det er et eksempel på, at vi må ændre vores forhold til de døde af hensyn til de efterladte. Som en har sagt: »Døden afslutter et liv. Ikke et forhold«. Men omgivelserne gør, hvad de kan for at afslutte det forhold. Dybest set fordi de ikke selv kan holde døden og sorgen ud. De kan ikke magte den usikkerhed og det kaos, der følger med. Så er det letteste at tie det ihjel.«
Med en sådan kritik har Esben Kjær selvfølgelig forslag til, hvordan vi i stedet skal håndtere sorg – vores egen og andres.
»Start med at acceptere, at du og dem, du elsker, skal dø. Se det i øjnene: Kærlighed ender med, at nogen skal dø. Døden skal have en langt større plads i vores liv. Døden er en realitet, der er med til at definere os, og den er muligvis den største begivenhed i vores liv. Pårørende skal være bedre til at sparke døren ind og sørge for at være noget for dem, der har mistet,« siger Esben Kjær.
»Også på samfundsplan har vi brug for at få reritualiseret forholdet til de døde. Hvorfor er de døde ikke inkorporerede i gudstjenesterne? Hvorfor er der ikke flere mindegudstjenester? Hvorfor laver folk ikke flere små personlige ritualer på gravsteder og andre steder, som kan danne en ramme for sorgen og forholdet til de døde? De fleste gravsteder er mere døde end de døde selv. Vi har meget at lære om, hvordan man er en ordentlig pårørende. De fleste holder bare op med at tale om de døde. Og så kan de så dø en gang til. Det er enormt brutalt.«
Esben Kjær: »Min usynlige søn – kunsten at leve med sine døde resten af livet«.
206 sider. Gyldendal. Udkommer 10. maj.
