Den tidligere konservative toppolitiker Henriette Kjærs samlever Erik Skov Pedersen beskyldes nu for mere svindel.

Angiveligt har den tidligere spindoktor for De Konservative og forretningsmand udgivet sig for at være sin egen mors advokat på et møde med Skat i september 2009, hvor han ligeledes fremviste en fuldmagt fra moderen. Det er sket uden hendes kendskab eller godkendelse.

Det står i et brev forfattet af Erik Skov Pedersens mor - den 75-årige pensionerede læge Yvonne Gerda Pedersen - til Sø- og Handelsretten, hvori hun ansøgte om gældssanering.

Af brevet fremgår det, at Yvonne Gerda Pedersen, der har en gæld på næsten to mio. kr. til det offentlige, 9. august havde en telefonsamtale med en navngiven medarbejder hos Skats inddrivelsescenter. Denne medarbejder forklarede, at Yvonne Gerda Pedersen gentagne gange havde fået skriftlige henvendelser fra Skat, som hun ikke havde reageret på.

Falsk fuldmagt

’...Ligeledes kunne hun på Skats it-system se, at jeg angiveligt havde været i retten den 16. september 2009, hvor jeg havde ladet mig repræsentere med fuldmagt til en advokat. Jeg har aldrig været i retten, modtaget breve fra Skat eller ladet mig repræsentere ved fuldmagt, skriver hun i brevet og fortsætter:

’Derimod er min søn Erik Skov Pedersen mødt i retten med falsk fuldmagt, ligesom jeg har en begrundet mistanke om, at han gennem årene systematisk har tømt min postkasse, der er anbragt uden for trappeopgangen, og hvilken han har haft nøgle til, for al post, der vedrørte hans økonomiske kriminalitet.’

Ny lås i postkassen

Yvonne Gerda Pedersen har nu fået en ven til at sætte en ny lås i sin postkasse for at forhindre sin søn, der dog lige nu afsoner en fængselsdom for bedrageri, i at fjerne mere post.

- Jeg har ikke ladet mig repræsentere ved advokat overfor Skat og heller ikke skrevet nogen fuldmagt. Jeg har i stedet fået oplyst, at det er min søn, der har udgivet sig for at være min advokat, fortæller Yvonne Gerda Pedersen, der lige nu bliver trukket 3.000 kr. ekstra i Skat på grund af gælden.

Yvonne Gerda Pedersen har efter samtalen med skattemedabejderen bestilt et referat af mødet 16. september 2009. Heri står der, at:

’Borger mødte ikke op, men sendte advokat i stedet. Forklarede advokaten, at jeg ikke kunne gøre udlæg over for ham, men hun er nødt til at møde op’, står der i referatet, hvor der ikke sættes navn på advokaten.

Erik Skov Pedersen har aldrig læst jura, men derimod økonomi på Københavns Universitet, uden dog at færdiggøre uddannelsen. Men som BT i februar 2011 afdækkede, har han alligevel udgivet sig for at være økonom, og nu har han altså med stor sandsynlighed også tituleret sig selv som advokat.

Ligeledes har Erik Skov Pedersen i 2005 fiflet med sin mors underskrift på et gældsbevis, der nu betyder, at hun hænger på sønnens gæld på 200.000 kr. til et arkitektfirma i Vejen. Og i 2011 blev han idømt tre års fængsel for blandt andet at have forfalsket en række underskrifter og købsaftaler.

Strafferetsekspert Lars Bo Langsted fra Aarhus Universitet fortæller, at det er dokumentfalsk at skrive en falsk fuldmagt, ligesom det ikke er tilladt at udgive sig som advokat uden en bestået juridisk eksamen.

- Vi taler ikke om en grov forbrydelse, men formentlig en bøde, vil jeg tro. Det kommer også an på, hvad han har forsøgt at opnå ved at udgive sig som advokat, siger Lars Bo Langsted.

Lånte en fomue

Ifølge Yvonne Gerda Pedersen havde Erik Skov Pedersen og Henriette Kjær op til 2009 både lånt en formue og uden hendes vidende brugt løs af hendes kreditkort.

Derfor har Erik Skov Pedersen måske forsøgt at dække over hendes store gæld, så parret kunne låne flere penge. Yvonne Gerda Pedersen vil dog ikke politianmelde sønnen.

- Det er jo efterhånden en gammel sag, og han har begået så meget svindel. Jeg vil lade den sag ligge, siger hun.

Erik Skov Pedersen har ingen kommentarer.