Har du oplevet en lignende episoden? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Faren til en 13-årig dreng, der onsdag blev efterladt i lufthavnen i Oslo på grund af overbooking, skælder ud på flyselskabet Norwegian oven på oplevelsen, der efterlod drengen alene og grædefærdig.

»Mine tanker om Norwegian ligger på et meget lille sted lige nu. Jeg synes, det er vigtigt, at andre forældre ved, at Norwegian ikke tager nogen som helst hensyn til deres børn, hvis de er over 12 år,« siger Erik Jacobsen til BT.

Den 13-årige skulle have fløjet mod København fra den norske hovedstad klokken 17.25 onsdag aften. Men overbooking af Norwegian-flyet medførte bogstaverne ‘SBY’ på boardingkortet, hvilket den 13-årige ved gaten opdagede er en forkortelse af ‘stand by’ og reelt medfører, at han ikke fik lov til at boarde afgangen mod Danmark, hvor hans mor bor.

På den 13-åriges boardingkort fremgår det, at han var udvalgt til ikke at blive boardet. Privatfoto
På den 13-åriges boardingkort fremgår det, at han var udvalgt til ikke at blive boardet. Privatfoto
Vis mere

Ifølge Erik Jacobsen, der er dansk men bor i Oslo, betød meddelelsen til drengen, at han grædefærdig kontaktede sin far for at spørge om råd. For ved gaten lød beskeden blot, at drengen skulle henvende sig i kundeservice, fortæller Erik Jacobsen.

»Jeg synes, det er ekstrem kritisk, at de bare smider et 13 årigt barn af flyet og så bare giver ham besked på, at han skal snakke med kundeservice,« siger Erik Jacobsen.

Gennem telefonen fik den bekymrede far guidet sønnen frem til kundeservice, hvor det lykkedes at få plads til den 13-årige på en afgang en time senere.

Erik Jacobsen er far til den 13-årige dreng, der blev efterladet i lufthavnen. Privatfoto
Erik Jacobsen er far til den 13-årige dreng, der blev efterladet i lufthavnen. Privatfoto
Vis mere

Kommunikationschef i Norwegian, Andreas Hjørnholm, der kalder situationen utilfredsstillende, forklarer, at personalet ikke har været opmærksom på drengens alder. Flyselskabet skelner mellem personer over og under 12 år, og derfor er den 13-årige havnet i den uheldige situation, lyder det.

»Hvis man er mellem 12 og 15 år er det ikke obligatorisk at tilkøbe ledsager-service. Det har gjort, at personalet desværre ikke har været opmærksom på, at drengen havde et behov, og han er i virkeligheden blevet behandlet som alle andre passagerer over 12 år,« siger Andreas Hjørnholm.

»Personalet har gjort det rigtige i forhold til reglerne, men jeg kan enormt godt forstå, at han synes, det er ekstremt utilfredsstillende, at hans søn bliver efterladt i lufthavnen på grund af overbooking. Især når drengen er så ung, som det er tilfældet.«

Erik Jacobsen vil nu undgå at bruge Norwegian fremover, fortæller han.

»Jeg ved godt, at Norwegian er et lavprisselskab, men når deres opfattelse er, at passagerer, der ikke har ledsager, må klare sig selv, selvom de er 13 år, så betyder det bare, at jeg har ikke tænkt mig at booke med Norwegian næste gang.«

Har du oplevet en lignende episoden? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.