Foto: Liselotte Sabroe

Når jeg ser ud over landskabet af topchefer indenfor sportens verden, må jeg erkende, at en stor del af dem kunne gå under beskrivelsen psykopater. Men hvad kom først hønen eller ægget? Var psykopater der i forvejen, eller var det kulturen, der tiltrak psykopater? Først er det vigtigt at klarlægge, hvad jeg mener psykopati er:

Psykopati er en måde at leve livet på, en psykopat er altså ikke sindssyg. Psykopati er et karaktertræk. Nogle forskere mener, der er tale om en evnemæssig mangeltilstand, en tilstand, som vi i dag ikke kender midler eller metoder til at kunne behandle. Psykopati er den eneste lidelse, hvor klienten ikke lider, men hvor det er omgivelserne der lider.

Der er teorier om, at manglen ligger i hjernen. Man har i neurotisk forskning fundet en anden hjernereaktion hos psykopater end hos ikke-psykopater. Således er det påvist, at psykopatens hjerne reagerer anderledes ved at fortælle løgne, eftersom man ved normale mennesker ser en hjerneaktivitet i frontallapperne, når man lyver. Den aktivitet kan ikke påvises, hvis det drejer sig om psykopatens hjerneaktivitet. Når jeg siger, at psykopati ikke er en sindslidelse, er det fordi, psykopaten har en normal opfattelse af virkeligheden. Det har den sindslidende ikke.

Ledere generelt er den gruppe, hvor der menes at være flest psykopater i - ikke færre end 15 procent. Det betyder, at der sandsynligvis er en sammenhæng mellem en given kultur og repræsentationen af psykopater.

Kulturer som sportskulturen, der fremelsker det individuelle, du er din egen lykkes smed (dette også uanset om det er holdsport), den enkeltes ret til at få egne behov opfyld først passer derfor godt til psykopaten. Ud fra organisatoriske modeller er det helt klart, at sportsorganisationer og organisationer med store konkurrenceelementer må være tiltrækkende for psykopaten. Det passer godt ind i de erfaringer, jeg har gjort mig. Jeg vil anslå, at der i sportens verden vil være mindst dobbelt så mange med psykopatens karaktertræk som i det øvrige virksomhedsliv - på nær politik hvor de samme mekanismer eksisterer. Såfremt jeg har ret, vil en tredjedel af lederne i sporten have psykopatiske karaktertræk, påvirkningsgraden indenfor sporten vil være enorme, og således vil de kulturelle konsekvenser række langt ud over sportens egen verden.

Lad mig komme med et konkret eksempel. Lad os se på Jacob, der som ung var fodboldspiller i sin hjembys amatørklub.

Jacob var et talent og blev udvalgt til de bedre hold som ung. Han kom på ungdomslandsholdet og i dette forløb blev han præget af to grundlæggende holdninger, den første fra sin bandomsklub, hvor det hed sig, at han skulle være en god kammerat, sørge for at være sociale og ydmyg. han skulle hjælpe andre, det drejede sig om holdet og ikke ham selv. Da Jacob kom op i ungdomsrækkerne og viste at han havde et potentiale til at blive lidt mere end de andre, blev han præget med holdningen, at han nu skulle tænke mere på sig selv, være kynisk i sit spil og være egoistisk i sine mål. Jacob skulle nu være professionel og tillægge sig professionelle holdninger, han skulle være sin egen lykkes smed. Jacob fandt ud af, at han ikke kunne stole på andre end sig selv, agenterne fyldte ham med snak, klubberne fyldte ham med løfter, trænerne fyldte ham med nye løfter, og han oplevede gang på gang, at han blev manipuleret til at gøre som andre mente, han skulle gøre. På et tidspunkt blev Jacob paranoid, han blev mistænkelig overfor mennesker, om de ville ham det godt. Han måtte beskytte sig selv, gøre sig hård og gøre det, der skulle til for at bringe ham selv i den bedste position.

Jacob begyndte at ændre karakter, han glemte de andre egenskaber, han havde i sin barndom og ungdom. Nu var han voksen og professionel. Jacob vidste, at forhold ikke holdt længere tid af gangen, han kunne blive sat af holdet uden egentlig grund, han kunne skifte miljø, klub og land. Jacob blev god til ikke at knytte sig til andre, det var for hårdt, når han skulle rejse videre. Jacob fik en god karriere, han vendte hjem som en holden mand og skulle nu begynde at se sig selv som andet end sportsmand.

Et tilbud om at uddanne sig til træner gennem landsorganisation startede hans tanke om at kunne blive i det miljø, han kendte og som han var tryg ved. Efter at have taget de to første licensgrader fik han et tilbud om at blive sportschef i en af de klubber, hvor han tidligere havde spillet, han var et navn som klubben gerne ville have, og så kendte de ham jo, en af hans gode venner var direktør i klubben.

Uden egentlige kompetencer havde Jacob nu magten til at lede, han havde alle de kompetencer, der var brug for, ingen tvivl om det. Han kendte klubben og direktøren. Det var nok. Han kendte spillet, havde et stor netværk af venner og bekendte, han kunne rekruttere fra og ikke mindst havde han de rigtige karakteregenskaber, han knyttede sig kun til dem han kunne få magten over. Han var kynisk, egoistisk og manipulerende, og han kunne sætte sig ud over holdet og klubben.

Ser du rundt i sportsorganisationer, vil du klart se en overvægt af ledere, der ligesom Jacob, selv har fungeret som aktive eller været professionelle indenfor det pågældende sportsgren. Rekrutteringen internt i en lukket kultur og et lukket system, virker på mig som sekterisk rekruttering af personer. Man er med andre ord sikker på, at de har den samme mentalitet og de samme holdninger som organisationen iøvrigt.

Hvis sportens verden var en Labrador kennel, havde alle været ramt af hofte dysplasi, så megen indavl sker der. Jo, sportskulturen er en kultur, der tiltrækker bestemte ledertyper og personlighedstræk. Desværre.

 

SMS

Hitter på Facebook