»Jeg er ked af det.«

Sådan lyder det fra modeskaberen Erik Brandt, der søndag aften har fået overbragt nyheden om, at hans gode ven gennem mange år, den tidligere Codan-direktør Peter Zobel, er død.

Erik Brandt er på ferie på Mallorca og beklager i telefonen over for BT, at han er lidt tavs, men som han siger, er han ked af det.

Og ikke mindst rystet over den triste nyhed, der kom bag på ham.

»Jeg fik faktisk et chok. Jeg vidste godt, at han var syg, men jeg var ikke klar over, at det var lige oppe over,« siger Erik Brandt, der fortæller, at Peter Zobel havde KOL - ligesom modeskaberens afdøde hustru Margit.

Erik Brandt har boet ved siden af Peter Zobel i Vedbæk lidt nord for København, og deres venskab strækker sig i hvert fald 55-60 år tilbage i tiden.

»Han var en god ven, og jeg holdt meget af ham. Han havde en utrolig humoristisk sans. Vi spillede tennis sammen, stod på ski sammen og gik på jagt sammen,« siger modeskaberen.

Peter Zobel gik bort i en alder af 81 år søndag morgen. Det bekræftede hans ekskone Henriette Zobel tidligere søndag aften over for Ekstra Bladet.

Den tidligere Codan-direktør, der også var hofjægermester og Ridder af Dannebrog, efterlader sig børnene Caroline, Rigmor, Sarah, Alexander og Nicolai Zobel.

Peter Zobel er søndag den 3. september 2017 død i en alder af 81 år.
Peter Zobel er søndag den 3. september 2017 død i en alder af 81 år. Foto: Betina Garcia
Vis mere

Erik Brandt fortæller, at han også kendte børnene godt.

»Han var en speciel mand, men jeg kunne godt lide ham,« siger Erik Brandt og tilføjer over telefonen fra den spanske ø:

»Vi har set hinanden gennem et helt liv, og derfor er jeg ked af det.«