Modemanden Erik Brandt er vred og utryg, efter han oplevede et stort indbrud i sit hjem, mens han lå på hospitalet. Indbrudstyvene stak af med værdier for millioner og hans afdøde kones uerstattelige smykker.

Den 73-årige modemand Erik Brandt fik en svær start på året, da lungebetændelse og efterfølgende penicilinforgiftning sendte ham på hospitalet i flere uger. Men starten på året blev endnu værre, da han blev udsat for et stort indbrud i sit hjem, mens han lå syg på hospitalet.

»Det var en forfærdelig omgang. Jeg blev meget, meget ked af det,« siger Erik Brandt, der for første gang fortæller historien om indbruddet, der fandt sted i midten af januar.

Modemanden fik først beskeden om indbruddet, da han var blevet udskrevet. Hans døtre ville ikke bekymre ham under indlæggelsen. Og selv om både de og han hans nye kæreste Sascha Justesen havde nået at rydde op, inden han blev udskrevet, så var det alligevel en voldsom oplevelse at komme hjem igen.

Tyvene havde taget nogle meget værdifulde og følelsesmæssig uvurderlige, antikke smykker, som havde tilhørt hans nu afdøde kone, modedesigneren Margit Brandt, samt arvestykker fra hans mor.

»Jeg havde et meget specielt forhold til hvert eneste smykke, så jeg havde det umanerlig dårligt med det. Så jeg er selvfølgelig meget ked af det, og jeg ærgrer mig enormt meget,« fortæller Erik Brandt til BT.

Tyvene stjal i alt værdier for omkring to millioner kroner – hovedsageligt guldsmykker.

»De stjal for en lille formue, men nu må vi se, om vi får noget af det tilbage. Politiet har heldigvis fanget tyveknægtene, så det var godt«.

Tabet af smykkerne er ikke kun hårdt for Erik Brandt, men også for hans to døtre, Emilie Brandt og Julie Brandt, der måtte sige farvel til deres mor, Margit Brandt, som døde i 2011 i en alder af 66 år. Hun havde i flere år lidt af lungesygdommen KOL, der også endte med at koste hendes livet.

»Julie og Emilie er selvfølgelig meget kede af, at smykkerne er blevet stjålet, men de har heldigvis stadig noget tilbage fra deres mor,« siger Erik Brandt.

Forholdet til hans døtre har ikke været det bedste tidligere på året, da modemanden samtidig med hospitalsindlæggelsen kom på kant med sin ældste datter Emilie Brandt, der i en facebookopdatering langede voldsomt ud efter sin far, som hun kaldte alkoholiker.

Ifølge Emilie Brandt havde faderens forhold til alkohol ødelagt forholdet mellem faderen og hans to døtre. Erik Brandt benægtede i første omgang datterens beskyldninger, men indrømmede efterfølgende, at han nok havde et lidt for nært forhold til alkohol, som han dog siden har fået styr på. Og forholdet til begge døtre er atter blevet godt igen, fortalte han i marts.

Det var bl.a. en del smykker, der har tilhørt Erik Brandts afdøde kone, Margit, som tyvene stjal.
Det var bl.a. en del smykker, der har tilhørt Erik Brandts afdøde kone, Margit, som tyvene stjal. Foto: Anders Debel Hansen
Vis mere

Ifølge Erik Brandt forsøgte indbrudstyvene også at få adgang til hans netbank, hvilket dog mislykkedes. Hele oplevelsen var været meget ubehagelig, fortæller han.

»Jeg har det ualmindelig dårligt med det. Jeg blev vred, og det er utrygt, at der har været fremmede i en ens hjem,« siger han og tilføjer, at han dog ikke er bange for at være hjemme i fremtiden.

Erik Brandt ejer nemlig hunden Andy, der er af racen Löwchen. Den ville under normale omstændigheder - ifølge modemanden - jage enhver indbrudstyv på flugt. Men grundet sin ejers hospitalsindlæggelsen var Andy ikke hjemme under indbruddet, da han blev passet af andre.

Så du er ikke bange for, at det skal ske igen?

»Nej, for jeg har heldigvis security på, og Andy er jo også hjemme, og den passer jo på. Det er en lille hund, men den er fandeme vagtsom. Havde den været hjemme, var den røget lige i benene på tyvene,« siger modemanden, der dog gerne havde været oplevelsen foruden:

»Det var sgu ikke en rar oplevelse. Det var en forfærdelig omgang, og jeg blev meget ked af det. Det er mange penge, de har stjålet for,« konstaterer Erik Brandt.

Han kan dog glæde sig over, at han får en del af tabet dækket.

»Smykkerne er heldigvis alle sammen forsikret i et godt forsikringsselskab, så det dækker selvfølgelig noget af det, men jeg ville da hellere have haft tingene,« siger Erik Brandt og fortæller, at han sammen med sine døtre havde fået smykkerne vurderet hos auktionsfirmaet Bruun Rasmussen kort inden indbruddet. Derfor har han også god dokumentation samt billeder af de stjålne ting.

Ifølge Erik Brandt fangede Københavns Politi hurtigt de to formodede hovedmænd bag indbruddet. Han har derfor kun ros til politiet:

»Politiet bliver altid kritiseret, men det gør de ikke af mig, Jeg synes, de har gjort det godt,« siger Brandt, der håber at se sine smykker igen.

Københavns Politi oplyser til BT, at de anser indbruddet for opklaret. De to formodede gerningsmænd venter dog stadig på deres dom.