Ifølge erhvervskvinden og bloggeren Anna Thygesen bilder danskerne sig ind, at en bankrådgiver rådgiver folk til at få mest muligt ud af deres penge, men det passer ikke, mener hun, og foreslår, at vi helt dropper ordet bankrådgiver.

»I min verden hedder det ikke en bankrådgiver mere, men en banksælger!«

Sådan afslutter Anna Thygesen sit blogindlæg 'Skal vi ikke bare droppe ordet bankrådgiver?' i Jyllands-Posten, hvor hun langer ud efter sin nu tidligere bankrådgiver, der ifølge hende rådede hende til at optage et dyrere kreditforeningslån, end hun hidtil havde haft i forbindelse med lejlighedskøb.

Rådet, der ifølge Anna Thygesens var det 'bedste' og eneste banken, kunne tilbyde kom på trods af, at hun efter eget udsagn havde en »pæn klat penge« efter have solgt sit hus for mere, end hvad hun i sin tid havde givet for det. Derfor valgte Anna Thygesen at opsøge en privat, uvildig rådgiver, der hjalp hende frem til en bedre løsning.

Og det er tilsyneladende ikke et enestående eksempel.

Hos Forbrugerrådet Tænk kalder man det et »kolossalt problem,« at bankrådgivere i højere grad er sælgere af bankens produkter frem for egentlige rådgivere.

»Det er noget, som vi løbende hører, fordi vi blandt andet deltager i Pengeinstitutankenævnet, hvor der gennem årene har været mange sager med folk, der mener, at de har fået forkert rådgivning. Og det er her, at man som forbruger skal være opmærksom på, at der ikke er tale om uvildig rådgivning, når man opsøger sin bank,« siger vicedirektør hos Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe

Han forklarer, at undersøgelser viser, at danskernes generelt har kritisk syn på banksektoren, men derimod er positivt stemt over for deres egen bankrådgiver.

»Og når det kommer til opsparinger og lån, så er det meget kompliceret. Langt de fleste føler sig henvist til den 'gratis' rådgivning, banken tilbyder, og stoler på det. Men derfor er det alligevel vigtigt, at der stilles krav til sin bankrådgiver,« siger han og tilføjer, at den nye investorbeskyttelsesbekendtgørelsen, der trådte i kraft 3. januar i år, fordrer, at bankerne handler i kundernes bedste interesse.

Samtidig håber han på, at der kommer flere reelt uvildige finansielle rådgivere i Danmark.

BT har forelagt Anna Thygesens kritik omkring termen 'bankrådgiver' for juridisk direktør Kenneth Joensen fra interesseorganisationen Finans Danmark.

Han mener ikke, at man bør ændre det til banksælger:

»Man skal tage en faktuel diskussion om det her spørgsmål. Faktum er ifølge lovgivningen, at når man arbejder i en bank og er rådgiver, så har man pligt til at rådgive kunderne. Og der står endda i reglerne, at rådgivningen skal tilgodese kundens interesser og give kunden et godt grundlag for at tage en beslutning,« siger han og fortsætter:

»Man kan konstatere, at det er en debat, der opstår ind imellem. Men jeg tror ikke der generelt er en stor utilfredshed. Kigger man på klagerne har der været et markant fald i antallet af klager over bankerne over de senere år. Det er ikke mit indtryk, at det her er et konfliktpunkt.«

Han opfordrer til, at man som bankkunde altid skal opsøge tilbud fra andre banker, og det mener han også, at danskerne er gode til.

»Jeg tror, man skal være meget varsom med at sige, at forbrugerne ikke ved, at bankerne også sælger bankprodukter. Og det er jo næsten blevet en nationalsport for forbrugerne at sammenligne priser og skaffe gode tilbud. Det ved bankerne også godt.«