For bare få generationer siden var der ingen tvivl om, hvordan vi skulle forholde os, når en rustvogn kørte fra kirken, eller et begravelsesfølge passerede forbi. Vi stoppede op midt i vores gang, steg af cyklen eller holdt ind til siden, sænkede blikket, og mændene tog hatten af.
Og for en stund stod vi der: stille og respektfuldt afventende, indtil rustvognen og følget havde passeret, og vi igen kunne fortsætte med vores gøremål.
I dag lader langt de fleste som ingenting, når de pludseligt og uden varsel konfronteres med døden midt i deres egen travle hverdag.
Det skriver Kristeligt Dagblad.
Nogle fortsætter ligefrem ufortrødent ligeud, selvom det betyder, at de må gå gennem en gruppe af efterladte og kante sig forbi en endnu åben rustvogn.
Sådan lyder det fra præster og bedemænd, der fortæller, hvordan joggere i løb, grinende veninder med barnevogne og personer midt i højrøstede mobilsamtaler hensynsløst vader gennem bisættelses- og begravelsesfølger uden så meget som at sænke tempoet eller stemmen.
»Udviklingen er udtryk for et alvorligt kulturtab,« siger sognepræst i Frihavnskirken på Østerbro i København Rikke Juul og uddyber:
»Alvorligt, fordi der ikke er tale om tomme traditioner og ligegyldig takt og tone, men om vigtige markeringer, der viser, at vi ser og har respekt for andre menneskers sorg og for den døde, som de efterladte tager afsked med. Det er simpelthen udtryk for mangel på medfølelse, når vi lader som ingenting eller groft ignorerer, når noget så alvorstungt og betydningsfuldt udspiller sig lige for øjnene af os.«
