Er Lyngby Danmarks heldigste by? Lørdag vandt to personer i den nordsjællandske by milliongevinster i Lotto. Danske Spil har ikke hørt fra de heldige vindere endnu.

Hver uge er der omkring 130.000  Lotto-vindere, men det er ikke altid beløb, der kan sende dig til hvidsandede 'Bounty-strande', som man ser i Danske Spils Lotto-reklamer.

Men lørdag havde to personer grund til at trække lidt ekstra på smilebåndet - og de var endda fra samme by. De har nemlig vundet henholdsvis 6 millioner kroner og 1 million kroner. Det er i sig selv en sjældenhed at vinde i det folkekære tilfældighedsspil eller hasardspil, hvor spilleren mod en finansiel indsats tipper på, at bestemte tal vil blive udtrukket af en begrænset talmængde.

De sandsynlighedsmatematiske forhold gør nemlig, at det kræver et afsindig stort held at vinde de store gevinster. Og dét, at vinderne af de store gevinster kommer fra samme by eller områder, lyder da også næsten usandsynligt. Ikke desto mindre var det lige præcis det, der skete i Lyngby lørdag.

Begge vindere har købt deres kuponer i Lyngby. Kuponen med en gevinst på 6 millioner kroner er købt i Føtex i Lyngby Storcenter, mens vinderen af de 1 million kroner, som blev udtrukket via Millionærgarantien, har købt sin kupon i Park Kiosk, Lundtofteparken 61, 2800 Kongens Lyngby.

Med to millionærer er Lyngby nu en god kandidat til at være årets heldigste by i Danmark. Kun København har været heldigere indtil nu med tre vindere for året. Sidste år endte København som den heldigste by med ni millionærer forfulgt af Esbjerg, der havde seks millionærer.

Danske Spil har ikke hørt fra vinderne endnu.

Så hvis du er fra Lyngby og ikke har tjekket kuponen endnu, så gør det lige for en sikkerheds skyld.

Vindertal: 1, 2, 8, 19, 23, 25, 36

Tillægstal: 17