En heldig færdselsbetjent fra Nordsjællands Politi fik sig en glædelig overraskelse, da en venlig borger fra Helsinge-området sørgede for ham, mens han foretog fartmålinger fra borgerens indkørsel.
Først blev der serveret snacks i form af hjemmelavet flæskesvær, som borgeren bragte ud til fotovognen, men det stoppede ikke her.
Senere på dagen bød borgeren nemlig også færdselsbetjenten på hjemmebagte småkager. Det skriver Nordsjællands Politi på Facebook, hvor de også har lagt et billede op af de hjemmelavede snacks.
»Jeg blev helt glad i låget!«, lyder det fra den taknemmelige færdselsbetjent, som sender en stor tak og en venlig hilsen til borgeren med de gode flæskesvær, ifølge Nordsjællands Politi.
Den venlige borger fik for nylig besøg af politiet, som bankede på døren og spurgte, om de måtte låne indkørslen. De skulle nemlig foretage fartmålinger, men der var ikke plads til at parkere fotovognen i siden af vejen.
Borgeren svarede med det samme, at politiet naturligvis måtte låne indkørslen. Også selvom borgeren kort tid forinden havde fået en bøde på 2.500 kroner og et klip i kørekortet. ‘Men så må man jo bare køre ordentligt’, sagde borgeren, ifølge politiet.
Den gode gerning fra borgeren i Nordsjælland har efterfølgende kastet en del kommentarer af sig. Mange brugere fortæller, at politiet også skal være velkommen til at låne indkørslen hos dem. Andre er glade for at se, at der findes borgere, der gør en god gerning.