Et kyssebillede på Facebook. En bil i carporten. En undrende nabo. Mere skal der i realiteten ikke til for at fælde en social bedrager, der modtager ydelser som enlig forsørger, men lever i et parforhold.

Den absolut mest udbredte form for socialt bedrageri er de såkaldte ’enlig-sager’, hvor enlige forsørgere hver måned modtager penge, som de ikke er berettiget til. Penge, der på landsplan kan løbe op i milliarder.

Kommunerne har i de seneste år optrappet kontrollen med de enlige forsørgere, som hver koster 100.000 kroner årligt, og alene i Næstved Kommune sparede man sidste år 10 millioner kroner ved at slå hårdt ned på netop den form for bedrageri.

- Vi begyndte for alvor i 2011, og vi kunne jo se, at da vi kom i gang, var der virkelig noget om snakken. Der var masser af sager, og personligt vil jeg sige, at det er overraskende mange, fortæller Niels Larsen, der er chef for Næstved Kommunes Ydelsescenter.

Mandag aften rullede serien 'Aktion Socialt Bedrageri' hen over skærmen på DR 1, og her kunne seerne se kommunens kontrolmedarbejdere over skulderen, mens en enlig mor blev snuppet i at snyde kommunen for knap 8.000 kr. om måneden.

Masser af anmeldelser

Næstved Kommune har afsat fire medarbejdere til at afsløre socialt bedrageri, og kommunen modtager hver måned mere end 20 anmeldelser af enlige forsørgere, der reelt ikke lever som enlige.

- Man kunne jo tro, at motivet til disse anmeldelser er hævn og lignende, hvilket mange af dem sikkert også er, men der er praktisk taget kød på alle sager, siger Niels Larsen.

Den enlige forsøger mister retten til sine ydelser, når man lever i det, der kaldes et ægteskabslignende forhold. Der findes ingen fast definition på, hvad det vil sige, og man kan godt blive betragtet som et par, selv om man lever hver for sig.

I god tro

Derfor mener Niels Larsen også, at flere af de enlige faktisk handler i god tro, når de modtager deres penge.

- I mange af situationerne er det folk, der for nylig har truffet hinanden og så i en periode glemmer, at de rent faktisk har et samliv. Mange overser, at der er en grænse. Men man skal heller ikke være blind for, at der er enlige forsørgere, der snyder, fordi man gerne vil have de her ekstra mange penge, siger han.

LÆS MERE I DAGENS UDGAVE AF BT ELLER KØB E-AVISEN HER

Læs også:

- 2,1 mio. danskere på støtten

- Hun får 23.000 om måneden

- Han betaler for at gå på arbejde