Jan Fogs hustru, Charlottte Juul, har solgt sin nyligt afdøde mands firma til Jan Fogs konkurrent, der ligger få hundrede meter fra den kendte liebhavermæglers adresse på Strandvejen i Klampenborg nord for København.

Det fortæller Søren Heilesen, der er den ene af de to indehavere af   ejendomsmæglerfirmaet 'Claus Borg og Partner' til BT:

»Vi opfatter det som noget af et skulderklap,« siger en glad Søren Heilesen, der i dag, mandag opholder sig på Fogs kontor, for at hjælpe med at få de praktiske gøremål på plads.

»Det er jo ikke en situation som nogen af os har ønsket at sidde i som udgangspunkt, men det har været Jans eget ønske, at såfremt det uheldige skulle ske, at han ikke var her mere, at vi så skulle videreføre hans forretning. Og det er det vi har indgået en aftale med boet og Charlotte Juul om,« siger Søren Heilesen, der ikke vil oplyse, hvor mange millioner han og Claus Borg har givet for Fogs yderst velrenommerede firma.

Aftalen om overtagelse af landets mest kendte liebhavermæglerfirma sker med øjeblikkelig virkning fra i dag, mandag, og har angiveligt været forhandlet på plads af Jan Fog selv på forhånd inden hans pludselige død torsdag d. 23. april, hvor han døde på Rigshospitalet efter komplikationer som følge af den stamcellebehandling han modtog i forbindelse med hans kræftsygdom.

I en pressemeddelelse udsendt tidligere mandag, står, at Fog tidligere på foråret havde aftalt, at Claus Borg og Partner' skulle overtage den daglige drift i hans firma, hvis det skulle blive nødvendigt for Fog at trække sig tibage på grund af hans sygdom.

»Til trods for, at de ofte lå i konkurrence, har Jan altid  respekteret 'Claus Borg og Partner' som et seriøst og sundt firma, der altid har haft et uplettet renommé. Dertil kommer, at de samtidigt var rigtigt gode venner gennem årene,« siger Charlotte Juul i forbindelse med salget af hendes afdøde mands firma.

Søren Heilesen fortæller BT, at de ansatte i Fogs firma fortsætter, og at det endnu ikke vides under hvilket navn Jan Fogs berømte ejendomsmægler firma fortsætter.