Lørdagens demonstration i Aarhus kan være med til at samle de ekstremt højreorienterede organisationer i Europa, vurderer en britisk ekspert.

Dagens møde i Mølleparken i Aarhus, hvor en række højreorienterede organisationer mødtes, kan give fælles fodslag på højrefløjen i hele Europa. Det vurderer en engelsk ekspert overfor Radio24syv.

- Jeg tror, at mødet i Aarhus er temmelig vigtigt, fordi det ikke handler så meget om antallet, der er mødt op, men mere om, hvem der mødes, forklarer Matthew Goodwin, der er professor på Nottingham University med speciale i den britiske højrefløj, til Radio24syv.

Ved dagens møde i Mølleparken var der højtstående repræsentanter fra English Defence League, der er moderorganisation for Danish Defence League. Og det faktum, at højtstående højreorienterede fra mange forskellige europæiske lande deltog, viser noget om mødets vigtighed, forklarer Matthew Goodwin.

- Vi ser højtstående medlemmer af Defence Leagues og andre organisationer, der deltager – og dermed handler det mindre om antallet og mere om de strategiske alliancer, der bliver skabt på mødet, siger Matthew Goodwin til Radio24syv.

Han tror, at dagens møde i Aarhus kan være med til at gøre om med den yderste højrefløjs historiske problem med at organisere deres støtter på tværs af de europæiske grænser.

- Vi kan måske se, at det her møde bliver et vigtigt skridt i den højrefløjens evolution mod en pan-europæisk fællesorganisation, siger Matthew Goodwin.

83 personer blev anholdt, da unge indvandrere og autonome mødte op i Mølleparken for at lave en modpol til Danish Defense Leagues demonstration mod det, som de kalder »islamiseringen af Europa.