Fyringen af Ditlev Engel som koncernchef for Vestas kom som en overraskelse for mange af virksomhedens medarbejdere, som fik nyheden, da de mødte ind på arbejde onsdag morgen.

En af de medarbejdere, der har været særligt tæt på Ditlev Engel, er marketingsdirektør Morten Albæk. Mange beskriver ham som den nu tidligere koncerndirektørs højre hånd.

- Jeg havde ikke hørt noget før beslutningen blev truffet af bestyrelsen i går. Det var selvfølgelig en nyhed, men 'that's the name of the game' i den corporate verden. Den har jeg immervæk været i et stykke tid, så det er sådan, som det er, siger Morten Albæk til bt.dk

Hvordan er det for dig personligt, at sige farvel til Ditlev Engel, som du er kommet tæt på gennem din tid i Vestas?

- Jeg har stor veneration (respekt, red.) for Ditlev. Han har været en meget dygtig og inspirerende chef. Men jeg har arbejdet i Vestas for Vestas. Det gjorde jeg i går, og det gør jeg også i dag. På den måde er det en del af den virkelighed, jeg bliver betalt for at være en del af, siger Morten Albæk.

Onsdag havde han taget et Vestas-blåt jakkesæt på og lagt ansigtet i professionelle folder, da han skulle forklare de fremmødt pressefolk, hvorfor virksomheden fyrede Ditlev Engel. Han var ikke meget for at komme ind på sit personlige forhold til Ditlev Engel, men fortalte i stedet ivrigt, at han glæder sig til samarbejdet med den nye koncernchef.

- Lige så ked af jeg er af at skulle sige farvel til Ditlev, for han har været en fantastisk chef, og det tror jeg alle der har arbejdet med ham vil sige, lige så meget glæder jeg mig meget til at få ny inspiration og nye udfordringer med vores nye CEO, siger Morten Albæk.

Han ville dog godt løfte sløret for, at han har været i kontakt med sin tidligere chef.

- Jeg har snakket med Ditlev, men hvad vi snakkede om bliver mellem os, siger Albæk.