Julevejret bliver sandsynligvis vådt, gråt og ustadigt, lyder det fra DMI.

Hører du til dem, der helst skal have sne på fortrappen og istapper i tagrenden for at komme i den helt rette julestemning, så skal du nok satse på at tage på skiferie i julen.

Igen i år - fristes man til at sige - må vi nemlig højst sandsynligt nøjes med at drømme om en hvid jul herhjemme.

Her en måned før juleaften udgiver Danmarks Meteorologiske Institut sin langtidsprognose, og den er trist læsning for sneelskere.

Regn, blæst og temperaturer op mod de ti grader er nemlig gennemgående temaer for udsigten for de kommende fire uger.

Prognosen går helt til fire dage før juleaften, og selv om selve julen altså ikke er med, tør meteorologerne godt spå om vejret under hjerternes fest.

»Hvis vi tager månedsprognosen milde og våde linje i december for pålydende, så får sneen og kulden travlt de allersidste dage op mod den 24. december for at skaffe os hvid jul.«

LÆS OGSÅ: Nu kommer sneen: Se, om den falder hos dig

Selv om vi fik en forsmag på vinteren i weekenden, skal bobslæde-fabrikanterne ikke regne med at skulle på overarbejde på denne side af jul.

»Det milde vintervejr med blæst og regn er tilbage. Sammenfattet ser vi ud at få 4 milde og våde uger med kun korte indslag af kulde og hvid nedbør,« skriver DMI i prognosen.

DMI kan dog ikke afvise, at der kan komme enkelte dage i løbet af december med sne og kulde, men generelt bliver billedet en våd, mild og ustadig julemåned.