Hver 5. danske bilejer mangler fortsat at få skruet deres nummerplader fast, selvom der efterhånden kun er en måned til at det bliver gjort lovpligtigt.  Det viser en ny undersøgelse.

Fra 15. november i år kan danske bilister risikere at modtage en klækkelig bøde fra politiet på 1000 kroner, såfremt de ikke har fået fastspændt deres nummerplader. Men på trods af dette, mangler 520.000 bilejere stadigvæk at få det gjort. Det viser en undersøgelse som Applus Bilsyn har foretaget blandt 2536 danske bilister.

»Det er et meget højt tal, men det passer meget godt med de stikprøver vi selv har foretaget. Det vidner jo helt klart om, at der er en hel masse danske bilister, som skal til at tage sig sammen og få det ordnet,« fortæller seniorkonsulent hos FDM Jørgen Jørgensen til BT.

Selvom man risikerer en høj bøde, for ikke at have skruet sine nummerplader korrekt fast efter 15. november, så undrer det ikke hos FDM, at så mange endnu ikke har fået det gjort.

»Der skal nok være nogle, som slet ikke er klar over den nye lov, og så er der dem, som simpelthen bare vælger at få det gjort i allersidste øjeblik. Men jeg har da en naiv tro på, at folk nok skal få det gjort i takt med at datoen rykker nærmere. Folk har i hvert fald haft tid nok til at få det gjort, for loven blev jo allerede vedtaget tilbage i 2013,« siger Jørgen Jørgensen.

Han mener dog ikke, at danske bilister behøver at frygte for, at politiet lancerer storstilede kontroller målrettet nummerplader, så snart lovgivningen træder i kraft.

»Det er næppe et område, som de vil kaste sig over med ildhu. Men de har selvfølgelig hjemmel til at udskrive bøder, når loven træder i kraft. Derfor synes jeg måske også, at det ville klæde politiet, hvis de selv gjorde en indsats for at oplyse bilisterne om det her, nu hvor der efterhånden kun er en måned tilbage, « fortæller Jørgen Jørgensen.

Hos FDM går den helt store opfordring dog til bilisterne selv, som godt kan begynde at finde værktøjskassen frem. Og skulle man være født med ti tommelfingre, så kan man få skruet sine nummerpladder fast på auto-værksteder og synshaller til ’et par hundrede kroner’, fortæller Jørgen Jørgensen.