Et stigende antal danskere får en ekstra indkomst gennem deleøkonomi - f.eks. bolig- og biludlejning. Men pas på skattefælderne.

Lejligheden står alligevel tom, og bilen holder stille nede på gaden, når du f.eks. tager en uges ferie sydpå eller rejser på en forlænget weekend til Berlin.

Så hvorfor ikke udnytte, at der er andre, der gerne vil betale for at få et sted at sove eller låne et transportmiddel i nogle dage?

Nye tal fra de to førende tjenester inden for deleøkonomi i Danmark - Airbnb og GoMore - viser da også, at et stigende antal danskere har fået øjnene op for fidusen, som kan give lidt ekstra luft i budgettet.

Eksempelvis er der nu 31.000 Airbnb-værter i Danmark, der tjener penge på at leje helårsboligen eller sommerhuset ud i kortere eller længere tid - det kan f.eks. være til turister, der er på ferie i Danmark. Til sammenligning var der omkring 20.000 værter i 2015.

Værternes priser varierer alt efter efterspørgsel, boligens størrelse, beliggenhed mm., men en gennemsnitlig 2-værelses lejlighed i København ligger typisk på 500-600 hundrede kroner i døgnet.

For udlejeren kan det hurtigt blive til en gevinst på et par tusind kroner om måneden efter skat.

Samme udvikling gør sig gældende, når det handler om privat biludlejning. GoMore har i øjeblikket tilknyttet 12.000 forskellige private lejebiler, og tallet stiger for hver dag. I januar 2017 var der 7.200 lejebiler registreret.

Også her svinger priserne, men typisk kan man leje en bil i et døgn for mellem 300 og 400 kroner inklusiv forsikring.

»Antallet af brugere stiger dag for dag. Det er stadig størst i de store byer, dvs. især København og Århus, men vi begynder også at se en vækst i de mindre byer,« siger Sonja Furu Friby, der er PR- og kommunikationskoordinator hos GoMore.

God måde at supplere indkomsten

Louise Aggerstrøm Hansen, der er privatøkonom hos Danske Bank, kalder det en god måde at supplere indkomsten.

»Inden for lovens rammer er det et ret stort beløb, som du har adgang til skattefrit, hvis du f.eks. lejer din bolig ud. Så det kan være en god måde at tjene lidt ekstra,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Hun understreger dog, at man skal huske at tage eventuelle udgifter med i regnestykket - f.eks. er der mere slid på bilen, hvis den kører 30 procent mere, end den ellers ville have gjort. Det kan også være, at der er en selvrisiko på forsikringen i tilfælde af, at din lejer kommer til at lave en skade på noget af dit indbo eller en bule i din bil.

»Man skal være opmærksom på, at der også er nogle risici. Derudover er det en god idé at undersøge, om ens boligforening tillader privat udlejning,« siger Louise Aggerstrøm Hansen.

Vær opmærksom på bundfradrag

I forhold til skatten, så er der forskellige regler alt efter, hvad du udlejer. Hvis du f.eks. udlejer din ejerbolig, så er der et bundfradrag på 1,33 procent af ejendomsværdien. Hvis din lejlighed f.eks. er to millioner kroner værd, så må du tjene op til 26.600 kroner på udlejning om året uden at betale skat.

Ved privat biludlejning skal du som udgangspunkt betale skat af al indkomst, men du kan trække de udgifter fra, som du har i forbindelse med udlejningen - f.eks. udgifter til løbende vedligeholdelse, grøn afgift og forsikring.

Søren Buus, der er underdirektør i Skat, oplyser, at det er borgerens egen pligt at indberette deres indtægter ved deleøkonomi.

»Langt de fleste borgere er vant til, at alle deres oplysninger automatisk bliver indberettet til Skat. Når det gælder lige netop deleøkonomi, så er det indtægter, som borgerne selv har pligt til at indberette. Vi arbejder derfor målrettet på flere platforme med at vejlede borgerne på dette område,« forklarer Søren Buus.

Skat gennemfører indimellem kontroller, dvs. stikprøver, hvor de gennemgår skatteydernes indtægter fra deleøkonomi. Søren Buus forklarer, at såkaldt ‘grov uagtsom adfærd’ i værste fald kan resultere i bøder.

»Såfremt kontrollen viser, at der er personer, som mangler at medregne indtægt, ændrer vi deres skat. Hvis det vurderes, at det er udtryk for såkaldt grov uagtsom adfærd, bliver der i disse sager vurderet, om der ud over den manglende skat også skal gives en bøde,« siger Skats underdirektør til BT.

32-årige Emelie: 'Det giver ingen mening at have en bil, der bare står stille'

Hvorfor betale flere tusinde kroner om måneden for at have en bil, der står parkeret det meste af tiden - hvis der er andre, som gerne vil leje den for en dag eller to?

Det var den tanke, der fik den 32-årige iværksætter Emelie Birgersson fra København til at oprette en profil på GoMore, som er en dansk internettjeneste, der formidler kontakten mellem private bilejere til samkørsel og privat biludlejning.

Hun udlejer jævnligt sin Renault Clio Stationcar til en pris på 350 kroner i døgnet.

»Jeg synes ikke, at det giver mening at have en bil, som bare står stille, når vi ikke har brug for den. Så vil jeg hellere have, at der er nogen, som kan låne den,« siger Emelie Birgersson til BT.

Hun forklarer, at lejeindtægten er med til at sænke udgifterne ved at have bilen

»Vi betaler 3.600 om måneden i leasing-ydelse, så det er mange penge. Derfor er det en fordel, at vi kan tjene lidt på at leje bilen ud,« siger hun.

Derudover kan Emelie Birgersson dog også godt lide tanken om, at folk, der f.eks. ikke har brug for en bil konstant, lejlighedsvis kan leje den af andre.

Kun få dårlige oplevelser

Hun fortæller, at hun har lejet bilen ud i gennemsnit et par gange om måneden, siden hun startede i juni sidste år. Og næsten alle udlejninger fungerer nemt og upåklageligt, siger hun.

»95 procent har været mega nemt. Så har der været nogle enkelte tilfælde, hvor der var sket nogle misforståelser i kommunikationen - f.eks. mødetidspunktet. Men jeg har altid oplevet, at folk passer godt på bilen,« siger den private biludlejer.

Hun erkender, at det med skatten ikke er helt så let at finde ud af - blandt andet fordi at hun har en leasingbil.

»Hvis man har en bil, så kan man jo fratrække afskrivning, forsikring mm., men jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvordan reglerne er, når det drejer sig om en leasingbil. Men jeg har prøvet at regne på det,« siger Emelie Birgersson til BT.