En mandag for to år siden kom den på det tidspunkt seksårige Emilie hjem til familiens hjem i Hillerød efter at have været i børnehaveklasse. Hun havde hovedpine. Om aftenen udviklede det sig, og hun fik feber. Emilies mor, Rikke Ellegaard Rosendal, troede, datteren havde influenza, og derfor blev pigen lagt i seng, så hun kunne få det bedre.
Dagene går, og Emilie bliver ved med at have feber. Onsdag begynder det dog at blive mere alvorligt. Rikke Ellegaard Rosendal kan ikke længere slå feberen ned og beslutter sig derfor for at tage til lægen næste morgen.
Blå mænd
»Emilie begynder at sige mærkelige ting torsdag morgen. Hun taler om, at hun skal have blå mænd med sig ud på toilettet og at hun aldrig har været på toilettet før. Det er jo noget vrøvl, for hun er seks år gammel på det her tidspunkt. Der går det op for mig, at det er en god idé at komme på hospitalet,« fortæller Rikke Ellegaard Rosendal til BT.
En medarbejder på Hillerød Hospital sagde over telefonen, at moren skulle komme ind med sin datter med det samme.
»Da vi går ud mod bilen slingrer Emilie og har svært ved at holde balancen, og øjnene kører rundt i hovedet på hende.«
Da de to ankom til hospitalet, tilkaldte en sygeplejerske hurtigt en læge, Kasper Pilgaard. Han vurderede med det samme, at Emilie var alvorligt syg, og derfor fik de tildelt en stue.
»Han laver nogle neurologiske undersøgelser på Emilie, hvor det hurtigt står klart, at et eller andet er helt galt. Han beder hende for eksempel om at række hånden frem, men det kan hun ikke. Hun forstår ganske enkelt ikke, hvad han vil have hende til,« fortæller Rikke Ellegaard Rosendal.
Hurtig reaktion
Emilie begyndte at vrøvle endnu mere, og ret hurtigt stod der ti mennesker inde på stuen, som skulle undersøge og behandle hende.
Lægen vurderede, at der skulle tages en test af Emilies cerebrospinalvæske i ryggen, og det skulle gå hurtigt. Så hurtigt, at der ikke var tid til at vente på, at en bedøvelse skulle virke. Lille Emilie var dog på det tidspunkt så diffus, at hun ikke lagde mærke til smerten.
Kasper Pilgaard besluttede også, at pigen skulle i behandling for meningitis. Hun fik sin første indsprøjtning af antibiotika lidt under en time efter, familien ankom til hospitalet. Dog var behandlingen af pigen ikke problemfri.
»Kasper (lægen, red.) måtte tale med store bogstaver. Jeg overhørte en samtale, hvor han insisterede på, at Emilie skulle have en MR-scanning, selvom vedkommende, der stod for det, ikke kunne finde tiden til det, da det ikke var normal scanningsdag.«
I trygge hænder
Behandlingen var kaotisk og Rikke Ellegaard Rosendal blev mere og mere bekymret for sin datter. Da hun ankom til hospitalet havde hun ingen anelse om, hvor alvorligt syg Emilie var, men troede blot, at datteren talte i febervildelse.
Det gik dog op for hende, at en hurtig behandling var vigtig, og at Emilie var i en kritisk tilstand. Alligevel følte hun sig i trygge hænder på hospitalet.
»Jeg har et indtryk af, at lægerne er virkelig professionelle. De skal handle hurtigt, og det gør de,« siger hun.
Desuden roser hun lægen, Kasper Pilgaard, til skyerne.
Takket være ham fandt de frem til, at Emilie havde hjernebtændelse.
»Det virkede som om, Kasper mente, det handlede om at være ’better safe than sorry,’ og det er jeg virkelig taknemmelig for i dag. Selv hvis antibiotika ikke havde været den rette behandling, så ville hun jo ikke være død af den indsprøjtning. Omvendt kunne hun måske være blevet alvorligt hjerneskadet, hvis han havde ventet med behandlingen.«
Emilie blev indlagt i 14 dage, hvorefter hun blev udskrevet uden mén. Bagefter fortsatte hun på en skrap kur med antibiotika i otte uger for at sikre, hun blev helt rask, og hun gik til tjek løbende i løbet af det første år efter indlæggelsen.
Familiens helt
Selvom det er ved at være to år siden, Emilie blev indlagt på hospitalet med ADEM (hjernebetændelse, red.), sidder oplevelsen stadig i Rikke Ellegaard Rosendal. Det er ikke noget, hun tænker på hver dag, men en gang i mellem strejfer det hendes tanker.
»Det er vigtigt for mig at fortælle, hvor taknemmelig jeg er overfor Kasper. Han tog virkelig ansvar og kæmpede for Emilie.«
Og selvom Kasper Pilgaard gjorde sit arbejde, så har hans handlekraft og dygtighed gjort indtryk på Emilies mor.
»Kasper vil altid fylde i vores familie, og det kom jeg til at tænke på, om han vidste. Derfor kørte jeg spontant op på hospitalet i går (tirsdag, red.) og gav ham en lille gave og et kort.«
Rikke Ellegaard Rosendal vil gerne sikre sig, at lægen ved, hvor meget han stadig betyder for familien, og hvor taknemmelige de er hver dag.
Hun skrev et opslag på Facebook, hvor hun fortæller om datterens indlæggelse. Hun blev inspireret, fordi der i medierne de sidste uger har været meget fokus på unge, der er døde af meningitis (hjernehindebetændelse, red.), og hvor glad hun er for, at hendes familie ikke blev en del af den sørgelige statistik.
Hun føler meget med de ramte familier og vil dele sin historie for at fortælle om en lykkelig slutning, der skyldes en dygtig læge.
Du kan se Rikke Ellegaard Rosendals Facebookopslag her:
