Som følge af et EU-direktiv risikerer de kendte sorte lakridspiber at blive pillet fra hylden, fordi de ligner tobaksvarer. Men det holder slet ikke, mener Claus Elming, som af slikfabrikanten Malaco faktisk er såkaldt pibeambassadør.

Tv-værten er bare en af flere kendte, som har stillet op i en større facebook-indsamlingskampagne for at sprede glæde blandt børn på hospitaler landet over. Udsigten til at skulle vinke farvel til de populære piber er han ikke glad for.

- Reelt set er jeg jo anti-ryger, så jeg kan sagtens se fornuften i forbuddet, men man kan også gå for meget i petitesser. Jeg har faktisk svært ved at sætte ord på det, siger Claus Elming, hvis begejstring for de søde sager går så langt, at han byder sine gæster på en pibe. Noget, der ifølge ham selv, vækker stor lykke. 

- Det er noget, der skal nydes. Så går man lige lidt rundt med den og ligner en verdensmand, for der er ikke noget, der demonstrerer, at man har magt, som når man peger med en pibe. Man har kontrol over tingene og viser, at det, man siger, er sandt. Især hvis man indleder med sætningen ‘nej, hør nu her’, siger han og smågriner, inden han fortsætter.

- Der ødelægger EU så mine chancer for at demonstrere noget som helst magtmæssigt, for jeg ikke bruger normalt piber, men med lakridspiber, der kan jeg gøre det. Men jeg må vel bare ned og hamstre, siger Claus Elming.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN PÅ BT.DK HER ELLER PÅ FACEBOOK HER