Kan man være troende muslim og sammen med en af eget køn? Ja, siger den iranskfødte kvinde Ellie Jokar, som i en ny DR3-dokumentar jagter kærligheden.

Hele livet har rapperen Ellie Jokar fra DRs satireprogram ’Det slører stadig’ haft kærester af det modsatte køn. Hun har endda været forlovet med en. Alle har de været muslimske mænd. Det hele ændrede sig brat nytårsaften sidste år, da hun stødte ind i en amerikansk betjent. For ikke nok med, at det var en katolik. Det var en kvinde.

»At få sommerfugle i maven over en kvinde havde jeg aldrig prøvet før. Og det gav hun mig faktisk fra første øjeblik, jeg mødte hende. Hun tog mig med storm,« siger Ellie Jokar og smiler bredt ved tanken om den nat, hvor 2013 blev til 14, og hun mødte sheriffen Claudia på en bar i Miami. Jokar bryder dermed med et af de største tabuer i islam.

Snakkede hele natten

»Hun vinkede mig over, og vi snakkede resten af natten. Da jeg gik hjem, kunne jeg ikke få hende ud af hovedet. Jeg blev ved at tænke på hende,« fortæller 35-årige Ellie Jokar til BT om det skæbnesvangre møde, der fik rystet godt og grundigt i hendes egen opfattelse af sig selv og kærlighed.

Enorme frustrationer

For selv om det slog gnister mellem de to kvinder, da de dagen efter mødtes igen og gik i byen, var der midt i glæden enorme frustrationer hos Ellie.

»Efter det første møde løb jeg hjem som en lille pige og gemte mig under dynen og græd. Åh nej, hvad er det, jeg laver, hvorfor er det, at hun er i mine tanker så meget, som hun er. Det var skræmmende, at jeg ikke kunne få hende ud af hovedet. Alt det med, at hun var en kvinde, var så stort et tabu for mig,« fortæller hun ærligt.

Selv om Ellie Jokar herhjemme er kendt fra DRs satireprogram ’Det slører stadig’ som en, der ikke er bange for at sige sin mening og tage danske og muslimske forhold under satirisk behandling, var det her alligevel grænseoverskridende.

Men i den muslimske verden er der ikke åbenhed om kærlighed til en af samme køn. Det ved Ellie Jokar så godt som nogen.

Var praktiserende muslim

»Fra jeg var 22 til 32 år, rørte jeg slet ikke alkohol, fordi jeg var praktiserende muslim. Jeg læste Koranen, dyrkede religion, drak slet ikke alkohol og gik ikke til mange fester. Det brugte jeg 10 år af mit liv på,« fortæller iranskfødte Ellie, som er vokset op i Ballerup.

Alkoholfornægtelsen stoppede så nytårsaften, præcis et år før hun mødte Claudia.

Lyst til at drikke sig i hegnet

»Da vidste jeg, at jeg havde holdt den i ti år. Så jeg ringede til min mor og sagde, at jeg havde lyst til at drikke mig i hegnet. Jeg følte, at jeg havde bevist overfor mig selv, at jeg godt kunne lade være. Min mor sagde, at jeg skulle have en god aften og passe på mig selv. Så tog jeg mit første tequilashot,« husker hun.

Året efter faldt hun pladask for Claudia.

Da ferien var slut, tog Ellie dog hjem til Danmark. Hendes hjerte var dog stadig i Miami, og hun kunne ikke slå sheriffen ud af hovedet.

»Jeg kunne ikke finde ud af, hvad der skete. Jeg tænkte pludselig mere på hende, end jeg gjorde på mænd, og jeg vidste, at jeg var nødt til at forfølge det her,« forklarer hun.

Så hun tog en beslutning om at lade sin bedste ven Kenneth Andreasen (’kaldet Morfar’) følge hende tilbage til Miami med et kamera i jagten på kvinden, som fik hendes verden til at stå stille.

Resultatet er blevet til doku-programmet ’Hvem f... er Ellie?’, som netop nu kører på DR3 hver mandag. Her følger man hendes søgen efter at finde ud af kærligheden og de mange tanker og frustrationer, hun gør sig i den forbindelse om at være iraner med muslimsk baggrund.

Opdragelse og kultur

»Det er jo en udvikling og selvindsigt, når du undersøger dig selv og din seksualitet, og da jeg begyndte med at lave dokumentaren, troede jeg, at mit syn på to af samme køn kom af, at jeg var muslim. Men jeg fandt ud af, at det mere har med min opdragelse og kultur at gøre. Jeg har læst Koranen og ved godt, hvad den ikke siger god for, men jeg synes, det hele ender i, hvordan er du opdraget,« siger hun og forklarer videre.

»Claudia er katolik. For hendes familie i Brasilien er det her et no-no, og flere af dem ved ikke, at hun er homoseksuel. Ingen religioner jo går ind og anerkender homo- eller biseksualitet, så det kommer an på, hvordan du er opdraget og skolet fra en tidlig alder,« mener hun.

Om kærligheden sejrer mellem Ellie og Claudia må hun ikke afsløre her, da programmet stadig kører på DR3.

Men en ting er sikkert. I jagten på ’Hvem f... er Ellie?’ er hun selv blevet meget klogere på svaret, som optagelserne skrider frem.

»Jeg er ikke homoseksuel, jeg er heller ikke biseksuel. Jeg er til mennesker. For mig er det her menneske helt specielt, rent kemimæssigt passer vi sammen, forstår den samme energi. Det handler ikke om køn, hudfarve, religion, status, men Claudia, som jeg faldt for,« siger Ellie Jokar.

Hvad mener du om sagen? Debattér herunder!