I går kunne TV2 afsløre, at en liste over privatskoler i øjeblikket deles blandt dansk-tyrkere på Facebook med opfordringer om at forældre trækker deres børn ud af skoler, som angiveligt skulle støtte kupmagerne i Tyrkiet.

Ifølge den tyrkiske præsident Erdogan er det den tyrkiske prædikant bosiddende i USA Fathullah Gülen og hans tilhængere, som står bag kup-forsøget i juli 2015.

Nu vækker historien opsigt i udlandet.

Det er den britiske avis The Guardian, som har historien på dets hjemmeside under overskriften:

‘Danish Turks withdraw children from 'Gulen-linked' schools'

Guardian henviser til TV2 og dokumentet, der indeholder navne og adresser på 14 privatskoler under overskriften ‘‘Red dine børn fra Fethullah Gülens terrororganisations skoler’.

TV2 har talt med skolerne, og flere af dem oplyser, at de har oplevet, at børn er blevet trukket ud af skoler. Blandt andet på Hillerød Privatskole, hvor 41 elever er gået ud.

Viceskoleleder Jørgen Skaastrup fortæller til TV2, at forældre bliver presset af venner og familie, der støtter Erdogan til at trække deres børn ud.

- De bliver fuldstændig udelukket fra alle sociale sammenhænge. De bliver kaldt for landsforrædere og karakteriseret som nogen, der har deres børn gående i terrorist-skoler, siger han.

Skolerne oplyser til TV2, at de ikke indoktronerer børnene, men at de kan være inspireret af Gülens tanker om blandt andet vigtigheden af oplysning og god uddannelse.