Den norskejede butikskæde 'Power' udvider alligevel ikke med fem flere danske elektronikbutikker i år som planlagt. Et skuffende regnskab for 2017 har sat en kæp i hjulet for udvidelsen, som samlet er at have 28 butikker landet over.

Planerne om at udvide ventes først genoptaget næste år, og ifølge Jesper Boysen, topchef for Power, er det den rigtige beslutning.

»Jeg synes, at det er modent og ansvarligt, at vi nu har besluttet, at vi dæmper tempoet lidt på etablering af nye varehuse. Så skal vi vise både omverdenen og ejerne, at Power rent faktisk er lønsomt,« siger Jesper Boysen til Børsen.

Power omsatte ifølge deres regnskab for 2017 lige under to milliarder kroner sidste år, og det betyder, at varehuskæden ikke nåede målsætningen, der lød på 2,4 milliarder kroner.

Driftsunderskuddet endte også med at være 40 millioner kroner dårligere end planlagt og lød på 108 millioner kroner.

I 2017 åbnede kæden syv nye varehuse, så der i alt er 12 Power-butikker rundt omkring i landet.

En butik i Lyngby blev forsinket, hvilket også er en del af hovedforklaringen på, at omsætningen ikke blev nået.

For 2017 endte kæden også med en negativ egenkapital på 449 millioner kroner. Den norske koncern 'Power International' - også kendt som det tidligere 'Expert' - har skudt 600 millioner kroner afsted til Danmark, hvorfor Power igen har penge at arbejde for.

Powers resultater for starten af 2018 viser dog et overskud på den primære drift. Power forventer for hele 2018 en omsætning på 2,1 milliarder kroner samt et driftsoverskud på 4,5 millioner kroner, skriver Børsen.

Jesper Boysen varsler desuden til Børsen, at butikken i Hjørring ikke bliver til noget alligevel, og at det muligvis i stedet bliver Aalborg, der kan se frem til en ny Power-butik.