Når et optog mod hadforbrydelser lørdag hylder mangfoldigheden i Mariager, bliver det uden deltagelse fra en række borgerlige partier. Det vækker undren hos Enhedslisten.

Madaffald i haven, sedler i postkassen med henvisning til Mosebøgerne og breve med budskaber som »synd« og »I besudler den historiske by Mariager«.

Det er blot en del af den chikane, som et lesbisk par er blevet udsat for, efter de er flyttet fra Aalborg til Mariager. Det er fuldstændig uacceptabelt, mener Enhedslistens nordjyske folketingsmedlem, Per Clausen (Ø), så derfor deltager han lørdag i et optog mod hadforbrydelser, der skal hylde mangfoldigheden i den nordjyske by.

»Vi skal forsvare menneskers ret til at leve i de familieformer, som de har lyst til at leve i. Vi kan jo ikke acceptere, at man forfølger mennesker på grund af deres seksualitet,« fastslår han.

»Men det er dét, vi har set udspille sig i en lille nordjysk by, hvor helt almindelige kristne danskere tilsyneladende har forfulgt mennesker, fordi de har indrettet sig på en måde, som de ikke bryder sig om. Det er fuldstændig uacceptabelt, og det skal vi selvfølgelig alle sammen reagere på,« siger folketingspolitikeren.

Mens Per Clausen ikke har været i tvivl om, at han ville deltage i optoget, der begynder lørdag ved middagstid med en regnbue-farvet demonstration gennem byen, kommer der hverken repræsentanter fra Venstre, Det Konservative Folkeparti eller Dansk Folkeparti.

Det var ellers meningen, at repræsentanter fra samtlige af Folketingets otte partier skulle holde optogets store fane. Og særligt Venstres manglende deltagelse, er svær at forstå, mener Per Clausen.

»Personligt er jeg meget overrasket over, at Inger Støjberg (politisk ordfører for Venstre, red.) ikke er her i dag. Hun plejer da ikke at forsømme en lejlighed til at skælde ud, når det for eksempel er muslimer, som optræder på en måde, som hun mener er i strid med danske værdier. Så jeg savner virkelig Venstre i dag, det må jeg sige.«

Fra Venstre lyder forklaringen ifølge Jyllands-Posten, at partiet uden held har forsøgt at finde en repræsentant. Og de Konservative oplyser, at man fik invitationen for kun tre dage siden, og at partiet derfor ikke har kunnet nå at finde en repræsentant. Der ligger intet politisk budskab i den manglende deltagelse, forklarer partiets presseafdeling over for Politiken.

Per Clausen håber, at optoget vil være med til at markere, at de personer, der står bag den grove chikane, udgør et meget lille mindretal.