Den salafistiske gruppe »Kaldet til Islam« har ved flere lejligheder holdt arrangementer og foredrag i lokaler ejet af Københavns Kommune, selv om gruppen for bare halvanden måned siden blev stemplet som en »antidemokratisk og ekstremistisk« gruppe i en regeringsbestilt kortlægning af ekstremistiske grupper i Danmark.

Kaldet til Islam er erklæret modstander af demokrati, og blandt medlemmerne er der personer, som er dømt for terror og internationalt efterlyst for terrorforbrydelser, skriver Politiken.

Kultur- og fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen (DF), mener, det er problematisk, at gruppen har frit spil til at udbrede sine budskaber til unge mennesker, men juridisk set er der ikke noget, kommunen kan gøre. Derfor vil borgmesteren udfordre gruppen på andre måder.

»Vi har ytringsfrihed i det her land, og man løser de fleste problemer ved, at man netop hører folks tåbeligheder og har muligheden for at argumentere imod dem. Det er grundlæggende et sundt princip. Når jeg alligevel er kritisk over for grupper eller foreninger, som er erklærede islamister og har et klart mål om at afskaffe demokratiet, er det, fordi jeg synes, at det er en diskussion værd, hvordan vi forholder os til de foreninger,« siger Carl Christian Ebbesen og fortsætter:

»Man kunne godt overveje, om man kan kræve, at den slags møder og foredrag skal være åbne for alle, for det ville give mulighed for, at udenforstående kan udfordre synspunkterne,« siger han til Politiken.

Lokalerne er booket og betalt af personer med tilknytning til Kaldet til Islam, der ligesom alle andre borgere har mulighed for at booke lokalerne. Desuden er Kaldet til Islam ikke en ulovlig forening, og derfor kan kommunen ifølge Politiken ikke nægte dem at leje lokaler.

Kaldet til Islam blev kendt i offentligheden, da gruppen ville indføre shariazoner i København, og da gruppens medlemmer ved sidste folketingsvalg forsøgte at overbevise andre muslimer om, at de ikke måtte stemme. Desuden er flere personer fra Kaldet til Islam anholdt in absentia og internationalt efterlyst, fordi Københavns Politi har sigtet dem for terrorrelaterede forbrydelser.