Folketingets politikere løber fra deres ansvar for at forebygge livsstilssygdomme, mener læger og eksperter.

København. Kun én ud af fem læger mener, at politikerne prioriterer forebyggelse tilstrækkeligt. Det viser en ny Gallup-undersøgelse blandt 1000 læger. Lægeforeningen mener, at bedre forebyggelse er helt nødvendig i kampen mod de stadigt mere udbredte folkesygdomme.

- Det er paradoksalt og trist, at mange tusinde mennesker hvert år dør af sygdomme, der nemt kunne forebygges, hvis man ville det. Vi poster milliarder af kroner i behandling af sygdomme, som kunne forebygges langt billigere, siger Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing.

Forebyggelseschef Mette Lolk Hanak fra Kræftens Bekæmpelse er enig.

- 42 procent af de 35.000 nye årlige kræfttilfælde kunne forebygges, og halvdelen af dem handler om rygning. Dér virker afgifter godt, ikke mindst på de unge, hvor rygningen nu i stedet er i vækst, siger hun.

- Men der er en politisk berøringsangst i forhold til det her og med enorme konsekvenser. Skal vi fortsat have råd til et godt sundhedsvæsen, så kommer vi altså ikke udenom at forebygge bedre og dermed også spare en masse penge, siger hun.

Som professor Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed og Lægeforeningen mener hun, at pilen klart peger på Folketinget.

- Ansvaret for forebyggelse er i høj grad lagt hos kommunerne, og for nylig kom også Danske Regioner med et stort udspil. Men politikerne på Christiansborg tager ikke deres del af ansvaret, siger Morten Grønbæk.

Som helt oplagte områder peger han på afgifter og begrænsning af rygning på erhvervsskoler, hvor 37 procent ryger i forhold til blot 12 procent på de røgfrie gymnasier.

Forebyggelsen halter ifølge eksperterne på flere områder. Rygning springer bare ekstra i øjnene, fordi "tabstallene" er så enorme.

- Over 13.000 døde hvert år af tobaksrelaterede sygdomme er jo et helt vildt tal. Rykkede vi bare på det ene område, ville det løfte vores levetid voldsomt samt spare mange mennesker for en masse dårlige skranteår, inden de dør, siger Grønbæk.

SMS

Hitter på Facebook

Mere fra Få første måned for 9 kr.